Nyhed

OK23: Stadig ingen aftale med COOP

Tirsdag forsøgte forhandlingsudvalget igen at nå til enighed med COOP om en ny overenskomst, men måtte efter en lang dags forhandlinger indse, at parterne stadig står for langt fra hinanden.

Tredje gang blev desværre ikke lykkens gang i forhandlingerne om en ny overenskomst for bagerne og slagterne i COOP.

Tirsdag gjorde forhandlingsudvalget fra Fødevareforbundet NNF og ledelsen i COOP det foreløbigt tredje forsøg på at mødes for at lande en aftale. Først på natten til onsdag måtte parterne erkende, at det heller ikke lykkedes denne gang.

- COOP ønsker desværre ikke at tilbyde vores medlemmer samme forbedringer, som andre lønmodtagere har opnået ved årets overenskomstforhandlinger – eller som andre medarbejdere internt i COOP har fået, siger forhandlingssekretær i Fødevareforbundet NNF Mette Bisgaard.

COOP ønsker desværre ikke at tilbyde vores medlemmer samme forbedringer, som andre lønmodtagere har opnået ved årets overenskomstforhandlinger.
- Mette Bisgaard, forhandlingssekretær, Fødevareforbundet NNF

Ved denne uges forhandlinger var Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) med for at hjælpe med at finde et kompromis. Mette Bisgaard fortæller, at hun og resten af forhandlingsudvalget er indstillet på, at der skal gives fra begge sider.

- Forhandlingsudvalget var indstillet på at komme COOP i møde et skridt henad vejen, men uenighederne viste sig alligevel for store, siger Mette Bisgaard.

Det første forhandlingsmøde fandt sted den 15. maj, så forhandlingerne har altså stået på i over en måned.

Følg med på nnf.dk eller Fødevareforbundet NNF’s Facebook-side, hvor vi løbende opdaterer om forhandlingsprocessen.


Forhandlingsudvalget før forhandlingerne tirsdag, der foregik hos FH.