Selvom inflationen stadig buldrer over det ganske land og gør indhug i indkomsterne, afholder det ikke danskerne fra at ville spare ekstra op til pensionstilværelsen. Over 40 procent overvejer at indbetale ekstra til deres pensionsopsparing de kommende år. Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion for Industriens Pension blandt 1.025 danskere med en pensionsordning.
Har du lidt ekstra på kistebunden, kan en ekstra indbetaling til pension være en god investering.
Små indbetalinger kan blive til større udbetalinger
Det er nemlig afgørende, at dine sparepenge bliver investeret på en måde, så de giver et solidt, langsigtet afkast og dermed vokser sig større med tiden. En mindre indbetaling til pensionsordningen i dag kan således blive til en større udbetaling i fremtiden, så du på dine ældre dage kan få mere økonomisk tryghed og frihed.
Din pensionsopsparing bliver investeret i bl.a. aktier, obligationer, ejendomme samt vindmølle- og solcelleparker, og det giver dig et afkast, som kommer til udtryk i kroner og øre på din pensionskonto.
Så meget kan 1 procent ekstra blive til
Vælger du som gennemsnitligt medlem i Industriens Pension at indbetale bare 1 procent ekstra til din pensionsordning, kan det gå hen og blive til rigtig mange penge med tiden.
Industriens Pensions beregninger viser, at man på pensionstidspunktet kan forvente at have omkring 590.000 kr. ekstra på sin opsparing, hvis man som 25-årig lader 1 procent af sin løn gå til ekstra opsparing, og man går fra som 69-årig.
Er man 40 år og indbetaler 1 procent af sin løn til ekstra opsparing, kan man forvente at have 230.000 kr. ekstra på sin opsparing, hvis man går på pension som 69-årig.
Få rådgivning, før du beslutter dig
Vi lever alle forskellige liv, og det er derfor vigtigt, at du altid husker på, at der kan forskellige ønsker og forventninger til, hvordan man lever sit liv nu og i fremtiden.
Derfor kan det også være en god idé, at du tager fat i dit pensionsselskab, før du beslutter, om du vil indbetale ekstra til pension eller ej.
Pensionsrådgiveren kan nemlig rådgive ud fra lige netop din livssituation, så du får bedre overblik over dine muligheder.
Ring til Industriens Pension på tlf.: 70 33 70 70, som sidder klar til at hjælpe med at besvare alle dine pensionsspørgsmål.