Nyhed

Året Kage 2022: Et møde mellem Danmark og Japan

Æble, yuzu og en fed creme fraiche-creme. Den smagssammensætning udløste titlen som Årets Kage 2022 til Sanjiv Giri fra Andersen Bakery.

Simpel og samtidig forfinet i både smag og udseende. Sådan fremstod Sanjiv Giris kage, som vandt titlen som Årets Kage 2022. Den elegante gule og hvide kage gav dermed baghjul til de 76 andre kager, der deltog i årets konkurrence.

Sanjiv fortæller, at han har brygget på kagen – der har fået navnet Japon (det japanske ord for Japan) - over noget tid, men idéen med smagen har været der fra start:

- Det skulle være dansk/japansk kage, og jeg synes, at og æble og yuzu er de perfekte kombination sammen med den “fede” mascarpone/cremefraiche creme. Men lidt letsaltet knas og en bund af mandelkiks endte kagen med at være velafbalanceret. Med inspiration fra min konditorchef Nichlas stod det klart, at det skulle være kagen.

Han er beæret over at vinde Årets Kage 2022:

- Det var et stærkt felt med mange dygtige konditorer. Jeg ser titlen som en anerkendelse for det arbejde man går og laver til dagligt, siger Sanjiv Giri.

En glad Sanjiv Giri løfter pokalen i vejret

Mange stolte og glade konditorer

Efter to års corona-pause lagde Crown Plaza i København lørdag den 12. marts lokaler til en forrygende aften, hvor kagen og konditorfaget var i højsædet.

Højdepunktet var naturligvis kåringen af årets bedste kage, men også anden og tredje pladsen blev hædret. Og stemningen var særlig høj ved det bord, hvor københavner-konditoriet havde fået plads. For udover at huse årets vinderkage, gik også 3. pladsen Andersen Bakery – den havde Lea Marie Strøbæk kreeret.

Anden pladsen tilfaldt Cecilie Mia Hansen, der arbejder hos i Kvickly Kalundborg.

Fokus på lærlinge

Som noget nyt uddelte Konditorlauget i år en særlig lærlinge-præmie. Præmien gik den til lærling, hvis kage havde fået flest point i den samlede opgørelse.

Det blev Frida Galsgaard fra Kring Chokolade, der som den første nogensinde kunne gå hjem med den udmærkelse i lommen. Hendes kage kom i på en flot samlet 5. plads.

Konkurrencen var hård blandt lærlingene, for faktisk var hele seks af de 15 bedste kager lavet af en lærling.

Udover de tre hovedpræmier og lærlingepræmien blev også innovations-præmien uddelt. Præmien for det meste kreative udtryk gik til Tian Zuo Wang fra Sweet Valentine.