Foto af Layout: Simon Johnsen
Medlemsinfo

Paw er kollegaernes øjne og ører på kongressen

“En del kollegaer vil stille mig spørgsmål til kongressen. Så er det vigtigt, at jeg kan forklare, hvad årsagen bag beslutningen var,” siger 52-årige Paw Rademacher, der er med til kongres for første gang.
Få artiklen læst op
0:00

Den 23. til 26. september holder Fødevareforbundet NNF sin 11. ordinære kongres. Her bliver linjerne for de næste års arbejde fastlagt. Kongressen er forbundets øverste myndighed og består af medlemmer, der er valgt i de seks lokale afdelinger - de kaldes også "delegerede". For talsmand Paw Rademacher er det første gang, han med til kongres som delegeret.

Hvorfor er du delegeret på kongressen?

For nogle år siden blev jeg valgt som talsmand, og en del af det job er at tage beslutninger og finde ud af, hvad der foregår og formidle det videre til kollegerne. Jeg har været på slagteriet i 25 år, men det var først, da jeg blev valgt som talsmand, at jeg fik interesse for fagforeningens arbejde. Men når jeg først er med ombord, så bliver jeg meget engageret.

Hvilke forventninger har du?

Jeg har lige været til møde i min lokale afdeling om, hvad der kommer til at ske på kongressen. Der er flere ting, som jeg kan genkende fra foreningsarbejde, som jeg har lavet meget af. Jeg har fundet ud af, at man kan stille ændringsforslag til ændringsforslag, og det lyder rigtig klogt, fordi man så har muligheden for at bidrage yderligere til forslag, man kan se fornuften i. Jeg glæder mig også til at møde nogle af de mennesker, jeg allerede har mødt til andre møder. Det er altid givende at tale med folk fra andre brancher.

Hvad tror du, at kongressen vil betyde for dig som talsmand?

Jeg tror, jeg går med rank ryg og er kampklar, når jeg kommer hjem fra kongressen. Så jeg kan forbedre vilkårene på arbejdspladsen og være behjælpelig over for kollegerne. Jeg ved, at der er en del, der vil stille mig spørgsmål til kongressen, og der er måske punkter, de er uenige i. Så er det vigtigt, at jeg kan forklare, hvad årsagen bag beslutningen var.