Til stående ovationer kunne forbundsformand Ole Wehlast gå til talerstolen, da det stod klart, at han var genvalgt som forbundsformand. Forinden havde næstformand Jim Jensen på vegne af en samlet hovedbestyrelse indstillet Ole Wehlast til genvalg.
- De danske fødevarearbejdere kan ikke få en mere dedikeret og respekteret forbundsformand, sagde Jim Jensen blandt andet.
Da der ikke var nogen modkandidater, kunne dirigenten fastslå, at Ole Wehlast er forbundsformand endnu en kongresperiode. Ole Wehlast har stået i spidsen for Fødevareforbundet NNF siden juni 2005, og kan altså nu se frem til fire år mere i formandsstolen.
- Ingen kan sejre alene. Derfor er jeg glad for fortsat at være en del af det stærke fællesskab, og jeg er stolt af at stå i spidsen for så stærkt et fællesskab, vi har. Og jeg er naturligvis stolt af at være genvalgt som formand og være med i det sammenhold, vi har i Fødevareforbundet NNF, sagde Ole Wehlast fra talerstolen.
Rørt næstformand genvalgt
Det var også en enig hovedbestyrelse, der indstillede næstformand Jim Jensen til genvalg. Ole Wehlast motiverede anbefalingen fra talerstolen.
- Jeg kan godt sige herfra, at jeg har aldrig haft en næstformand, der var så kompetent på overenskomstområdet som dig, sagde han.
Da der ikke var modkandidater, kunne en rørt Jim Jensen indtage talerstolen for at sige tak.
- Det betyder så uendeligt meget for mig. Det ved i. Et er at blive valgt, noget andet er at blive genvalgt, sagde han.
Forbundssekretærer opnår genvalg
Efter valgene af forbundsformand og -næstfomand skulle der også vælges to forbundssekretærer. Her blev Flemming dal Cortivo indstillet af hovedbestyrelsen til genvalg som forbundssekretær for administrations- og organisationssekretariatet og modtog valg uden modkandidater.
- Det er rigtig dejligt at blive genvalgt for det her rigtig spændende område, sagde Flemming dal Cortivo.
Per Hansen, der i den seneste kongresperiode har været forbundssekretær for arbejdsmarkedssekretariatet, blev ligeledes genvalgt til posten. Han var indstillet af en enstemmig hovedbestyrelse.
- Som Jim sagde, så er det en ting at blive valgt, noget andet er at blive genvalgt. Det er stort, sagde han.