Foto af Rune Evensen
Nyhed

Kongres 2021: Øget samarbejde giver resultater på overenskomstområdet

Samarbejdet er stærkere end nogensinde på overenskomstområdet, der er blevet styrket i den seneste kongresperiode. Det var et centralt budskab, da overenskomstfølgegrupperne aflagde beretning på forbundets kongres.

- I kigger på en stolt mand lige nu. Jeg er stolt af at være en del af så stærkt et fællesskab som det, vi har udviklet os til.

Således indledte næstformand Jim Jensen sin beretning, da de delegerede ved forbundets kongres fredag formiddag skulle høre om udviklingen på overenskomstområdet. Næstformanden står i spidsen for forbundets overenskomstsekretariat, der er blevet styrket i den seneste kongresperiode.

- I overenskomstsekretariatet arbejder vi i dag langt tættere sammen, end sidst vi var samlet her i Aalborg. Også på tværs af vores fire overenskomstområder: Slagterindustri, Fødevareindustri, Mejeri og Butik, sagde Jim Jensen.

Jeg er stolt af at være en del af så stærkt et fællesskab som det, vi har udviklet os til.
- Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF

Samarbejdet er en af årsagerne til, at forbundet i 2020 lykkedes med at komme i mål med overenskomster på alle de store områder, og at man opnåede en rekordhøj stemmeprocent.

Ikke alt er dog fryd og gammen, understregede Jim Jensen. Der er desværre stadig for mange medlemmer, der ikke bliver ordentlig behandlet på arbejdsmarkedet.

- Oven i de 2.846 sager, vi har ført i kongresperioden, kommer alle de forhold, vi løser, før de udvikler sig til sager. Og så har vi desværre medlemmer, som enten ikke ved, at de bliver snydt, eller som har svært ved at overvinde det at skulle kontakte fagforeningen. Det skal vi gøre lettere for dem ved at blive en mere nærværende fagforening, sagde han.

Godt samarbejde mellem fødevareindustri- og slagterindustriområdeAnette S. Larsen på talerstolen på Fødevareforbundet NNF's kongres 2021

Anette S. Larsen aflægger beretning på vegne af overenskomstfølgegruppen for fødevareindustri.

Forhandlingssekretær Annette S. Larsen aflagde beretning på vegne af overenskomstfølgegruppen for det fødevareindustrielle område. Et område, der indeholder mange forskellige typer arbejdspladser: Lige fra tobaksvirksomheder og chokoladefabrikker til pålægsproducenter og chipfirmaer.

Annette S. Larsen glædede sig over, at det lykkedes at komme i mål med overenskomsterne på området og takkede slagterindustriområdet for det gode samarbejde.

- Vi har mange fælles interesser. Desværre har vi ikke samme organiseringsgrad på fødevareindustriområdet, som de har på slagterindustriområdet. Derfor betyder det meget for os at kunne trække på styrkerne og erfaringerne fra slagterindustri, sagde hun.

Nu ved de hvem forbundet er i butikkerne

Forhandlingssekretær Mette Bisgaard på talerstolen ved Fødevareforbundet NNF's kongres

Forhandlingssekretær Mette Bisgaard Larsen aflægger sin beretning. 

- Hvem er NNF? Det spørgsmål var normalt for fem år siden. Men i dag ved de fleste, hvem vi er. Der er sket meget i hele NNF, men på butiksområdet, er der sket ekstra meget, sagde Mette Bisgaard Larsen, der er forhandlingssekretær på butiksområdet.

Området er blevet styrket med flere konsulenter og arbejder i dag mere struktureret end tidligere, og det har givet mere synlighed ude i bager- og slagterbutikkerne, fortalte hun.

Desværre er forbundets tilstedeværelse også nødvendig. Butiksområdet er det område med klart af de fleste faglige sager. Faktisk har forbundet hele tiden gang i ca. 100 faglige sager for medlemmerne.

- Det tal vil stige, når vi bliver mere synlige og flere medlemmer opdager, hvad vi kan gøre for dem, sagde hun.

Varm velkomst til nye kolleger fra det tidligere DMF

Karl Ovesen på talerstolen ved Fødevareforbundet NNF's 11. ordinære kongres.

Forhandlingssekretær Karl Ovesen takkede for, at medlemmerne af det tidligere DMF valgte at blive en del af Fødevareforbundet NNF.

På mejeriområdet har det især fyldt meget, at medlemmerne af det tidligere Danske Mejeristers Fagforening (DMF) i seneste kongresperiode er blevet en del af Fødevareforbundet NNF.

- Det er svært at skifte forbund. I havde stor identitet i jeres forbund. Tak for den tillid, I har vist os, sagde Karl Ovesen, der er forhandlingssekretær for mejeriområdet, efterfulgt af klapsalver fra salen.

Sammenlægningen med DMF er en af årsagerne til, at medlemstallet på mejeriområdet er steget med 900 siden sidste kongres. Men det er ikke den eneste årsag, mener Karl Ovesen.

- Med de mejerilukninger, der også har været, er det er resultat, vi kan være stolte af. Vi har aldrig været stærkere, end vi er nu, sagde han.

Slagteriarbejderne gruer for råvaremangel

Forhandlingssekretær Tom Jensen på talerstolen på kongressen 2016.

Forhandlingssekretær Tom Jensen på talerstolen, hvor han blandt andet talte om de mange smågrise, der køres ud af landet.

Der skal være grise at slagte, hvis der skal være gang i båndene på landets slagterier. Derfor er den svingende tilgang af grise en af de helt store bekymringer for forbundets medlemmer på slagteriområdet.

- Jeg glæder mig til den dag, jeg ikke behøver nævne smågrise med et ord. Vi er der bare ikke endnu, sagde Tom Jensen, der er forhandlingssekretær på slagteriområdet - det største overenskomstområde i Fødevareforbundet NNF.

Hvert år bliver mere end 15 millioner levende smågrise kørt over grænsen til Tyskland, og kommer dermed ikke til at ende på de danske slagterier. Den seneste tid er udviklingen i eksporten vendt en smule, men de konstante skift giver usikkerhed på slagterier, fortalte Tom Jensen.

- Jeg håber, at de igangværende landbrugsforhandlinger vil være med til at begrænse eksporten af smågrise, sagde han.

Jeg glæder mig til den dag, jeg ikke behøver nævne smågrise med et ord. Vi er der bare ikke endnu.
- Tom Jensen, forhandlingssekretær, slagterindustri

Sammenhold resulterede i overenskomst og værdig tilbagetrækning

Tom Jensen takkede for samarbejdet med det fødevareindustrielle område, der ikke mindst var værdifuldt under overenskomstforhandlingerne. Her lykkedes det at få en overenskomst i hus med arbejdsgiverne for første gang i mange år.

- Sammenhold var årsagen til, at det lykkedes at få lavet et selvstændigt forlig i 2020, sagde Tom Jensen.

Sammenhold var ligeledes årsagen til, at det lykkedes at få skaffet medlemmerne af forbundet en ret til tidlig pension. Den faldt på et tørt sted, for slagteriarbejderne har nogle af landets hårdes job. Nu skal fællesskabet presse endnu mere på for at få gjort noget ved årsagerne til nedslidning på slagterierne, sagde Tom Jensen.

- Vores arbejdsmiljørepræsentanter får travlt. For vi kommer til at tale endnu mere om det her efter vores kongres.