Foto af Rune Evensen
Nyhed

Forbundets kontingent fastfryses

Forbundets kongres har vedtaget at bruge en del af pengene fra salget af forbundets ALKA-aktier på at fastfryse kontingentet. Forslagene om kollektive løn- og tandforsikringer blev ikke vedtaget.
0:00

Ved forbundets kongres i Aalborg blev det lørdag besluttet, at kontingentet til forbundet i den kommende kongresperiode ikke skal stige hvert år, som det ellers tidligere har været tilfældet. Det skete, da kongressen skulle tage stilling til, hvordan man skal bruge 30 mio. kr. fra forbundets salg af aktierne i ALKA, så de kommer medlemmerne til gode.

Fastfrysningen gælder kontingentet til forbundet og ikke a-kassen, hvor prisen fortsat kan stige.

Det eneste forslag, der fik opbakning fra de krævede 60 pct. af de delegerede, var forslaget om at fastfryse kontingentet. Forslaget var et ændringsforslag til et forslag fra Fødevareforbundet NNF Midt-Vest om at nedsætte kontingentet med 150 kr. om måneden.

- Fordelen vil være, at vi hvert år op til 1. januar kan meddele vores kolleger, at kontingentet stiger heller ikke i år, sagde Henrik Tonnesen, afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sjælland og øerne, der foreslog fastfrysningen af kontingentet.

Forslaget om at nedsætte kontingentet med 150 kr. om måneden havde et flertal, men manglede 21 ja-stemmer for at opnå de 60 pct. der kræves for at et forslag bliver vedtaget. Forslaget om at fastfryse kontingentet blev stemt igennem med 224 for og 46 imod.

Efter salget af forbundets aktier i ALKA, der sikrede forbundet 870 mio. kr., besluttede hovedbestyrelsen af droppe planlagte kontingentstigninger i 2018 og 2019. Nu har kongressen så vedtaget, at kontingentet altså heller ikke skal stige i den kommende kongresperiode.

Ingen løn- og tandforsikring

Forbundets hovedbestyrelse havde foreslået, at man brugte de afsatte midler på kollektive løn- og tandforsikringer. I debatten om forslaget gav flere delegerede udtryk for bekymring for den egenbetaling, der var lagt op til. Ifølge forslaget skulle medlemmerne selv betale 25 pct. af hver forsikring svarende til ca. 55 kr. om måneden, hvis både løn- og tandforsikring blev vedtaget.

- Jeg kan ikke komme hjem med denne her lønforsikring, hvor de (medlemmerne, red.) bliver tvunget til et få en egenbetaling. Jeg ved, at de bliver rasende, sagde fællestillidsmand på Danish Crown-slagteriet i Blans, Brian Vestergaard.

Han blev bakket op af lokalformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland Peder Pedersen.

- Hvordan forklarer vi medlemmerne, at de har fået noget gratis og skal betale mere? spurgte han.

Der var dog også flere fortalere for forslaget. En af dem var Kim Mosskav Andersen fra Arla Foods Akafa i Svenstrup.

- Vi har lige afskediget 19 medarbejdere. De var så glade, da jeg sidste år kom og sagde, at vi har en kongres, og vi kigger på en lønforsikring. Det fyldte så meget for dem, at de måske havde lidt mere sikkerhed. Det nåede vi ikke, men nu håber jeg, at vi når i dag, sagde han.

Forslaget blev dog ikke vedtaget. Der blev både stemt om at indføre både en lønforsikring og en tandforsikring eller blot den ene af dem. Da forslaget om lønforsikringen var faldet, blev et ændringsforslag om, at tandforsikringen skulle indføres uden egenbetaling ligeledes nedstemt.

Et forslag fra forbundets daglige ledelse om at nedsætte en aktivitetspulje til at holde medlemsarrangementer for, blev heller ikke vedtaget.

SÅDAN GIK AFSTEMNINGERNE

Der skal være 60 pct. stemmer for et forslag, for at et det går igennem. Under disse afstemninger skulle et forslag derfor opnå 165 ja-stemmer for at blive vedtaget.

Forslag om at indføre både løn- og tandforsikring med 25 pct. egenbetaling:

  • 196 nej
  • 78 ja

Forslag om at indføre lønforsikring med 25 pct. egenbetaling

  • 224 nej
  • 49 ja

Forslag om at indføre tandforsikring uden egenbetaling

  • 149 nej
  • 124 ja

Forslag om at indføre en tandforsikring med 25 pct. egenbetaling

  • 191 nej
  • 82 ja

Pulje på 30 mio. kr. til medlemsaktiviteter

  • 179 nej
  • 93 ja

Kontingentnedsættelse med 150 kr. pr. måned pr. medlem

  • 146 ja
  • 127 nej

Forslag om at fastfryse kontingentet

  • 224 ja
  • 46 imod