12. februar 2021
Skrevet af Nikolaj Søndergaard
Foto af Rune Evensen
Reportage

Reportage: Boller op, boller ned...

Hos kagefabrikken Mette Munk producerer de hvert år millioner af fastelavnsboller, men på mange måder foregår produktionen som hos en lille håndsværksbager - bare i en helt anden målestok.

Hos kagefabrikken Mette Munk producerer de hvert år millioner af fastelavnsboller, men på mange måder foregår produktionen som hos en lille håndsværksbager - bare i en helt anden målestok.

Danskerne er vilde med fastelavnsboller. Det står klart, når man træder indenfor på kagefabrikken Mette Munk nogle uger inden fastelavn. Tusinder af fastelavnsboller ruller hver eneste time over båndet, der kører i døgndrift.

I alt bliver det til ca. 4 millioner frosne fastelavnsboller på en sæson på den Odense-baserede virksomhed. Hvis man dertil prøver at forestille sig, hvor mange fastelavnsboller, der bages på andre fabrikker, hos håndværksbagerne og hjemme i de private køkkener, så står det klart, at vi er en nation af fastelavnsbolleelskere. For selvom Mette Munk eksporterer wienerbrød til hele verden, så er fastelavnsbollerne kun til det danske marked.

Se hvordan Mette Munks millioner af fastelavnsboller bliver til i galleriet:
Artiklen fortsætter under galleriet

Et lille bageri, der har vokset sig stort

Når man kan producere i de mængder, som de gør hos Mette Munk, kan man være tilbøjelig til at tro, at der bliver 'snydt' i processen. Men der ingen hokuspokus i Mette Munks wienerbrød, fortæller René Hoffbeck, der har været hos virksomheden i fem år.

- Vi laver det ligesom en bager ville gøre det, siger han.

Og René Hoffbeck ved, hvad han taler om. Han blev nemlig selv udlært bager i 1992.

Hemmeligheden bag de store mængder er moderne teknologi. Store maskiner hjælper blandt andet med at folde og udrulle kilometervis af wienerdej, så fastelavnsbollerne får de mange sprøde lag. Også fyldet til fastelavnsbollerne laves på stedet på store røremaskiner.

Som de siger hos Mette Munk:

- Vi er et lille bageri, der har vokset sig stort.