Nyhed

Fødevareforbundet NNF hilser mere kontrol velkommen

Regeringen har afsat 134 millioner kroner til bedre arbejdsmiljø i udvalgte brancher - herunder på slagterier og fødevareindustrielle virksomheder. Det er en god nyhed, mener forbundssekretær Per Hansen.

De brancher, hvor problemer med fysisk og nedslidning er størst, kan se frem til at få flere kontrolbesøg fra Arbejdstilsynet. Det ligger fast efter, at regeringen i dag har meddelt, at den har afsat 134 millioner kr. til en brancherettet indsats.

Baggrunden er, at det i 2012-2018 ikke har været muligt at knække kurven for lønmodtagere, der angiver fysiske eller psykiske belastninger i deres job. For knapt et år siden - i april 2019 - blev der derfor lavet en ny arbejdsmiljøaftale, og den øremærkede indsats i de brancher, hvor udfordringerne er størst, er en udmøntning af den aftale.

De nye indsatser omfatter blandt andet slagterier og fødevareindustrielle virksomheder, og fokus vil være forbedringer af det fysiske arbejdsmiljø.

Kontrol er sundt for alle parter

Hos Fødevareforbundet NNF er forbundssekretærfor Arbejdsmarkedssekretariatet Per Hansen tilfreds med initiativet.

- Det er positivt, at vores brancher, der indtil nu har været "skånet" for tilsyn, bliver trukket op af skuffen og støvet af. Selvom der bliver arbejdet seriøst med at forbedre arbejdsmiljøet på vores medlemmers arbejdspladser, så er det sundt at blive kontrolleret, fordi der i kontrollen implicit indgår vejledning. Jeg synes, at det både er godt og betryggende, at vi har en kontrolinstans som værner om vores medlemmernes daglige arbejdsmiljø, siger Per Hansen.

I takt med at pensionsalderen stiger, bliver indsatsen for at sikre et arbejdsmiljø, der ikke slider folk i stykker, stadigt mere afgørende:

- Hvis vi ikke får en markant forbedring af det fysiske arbejdsmiljø, så har vores medlemmer ingen chance for at blive så længe på arbejdsmarkedet, som politikerne lægger op til, fastslår Per Hansen.

Fokus på nedslidning og tilbagetrækning

I en pressemeddelelse fremhæver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, netop at indsatsen skal bruges til at forebygge fysisk nedslidning:

- Flere danskere skal kunne tage på arbejde uden at blive syge eller nedslidte. Nogle medarbejdere rammes hårdere end andre. Derfor sætter vi nu ind i udvalgte brancher, der præges af alvorlige arbejdsmiljøproblemer.

Fødevareforbundet NNF har gennem de senere år kørt en kampagne, der skal sikre fysisk nedslidte ret til en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Og forbundet har netop understreget, at fysiske nedslidtes ret til tidlig pension ikke skal stå alene, men følges op af en øget indsats for at modvirke nedslidning, samt bedre mulighed for efteruddannelse og sporskifte.