Nyhed

OK20: Et godt resultat!

Med en samlet stemmeprocent på lidt over 70 % og et flot JA til samtlige seks nye overenskomster, er chefforhandler Jim Jensen meget tilfreds med OK20

Seks af forbundets overenskomster udløb den 1. marts 2020 og skulle derfor genforhandles henover det tidlige forår. Fem af overenskomsterne endte med selvstændige forlig.

Forhandlingsudvalgene bakkede op om forligende, og en enig hovedbestyrelse i Fødevareforbundet NNF opfordrede medlemmerne på alle seks overenskomster til at stemme ja.

Og det har de gjort.


At enige forhandlingsudvalg og en enig hovedbestyrelse har bakket forligene op og anbefalet et JA, gør hele forløbet endnu stærkere. Og kronen på værket er så, at et flertal af medlemmerne på samtlige overenskomster har kvitteret ved at stemme ja
- Chefforhandler Jim Jensen

På alle seks overenskomster har et flertal blandt medlemmerne kvitteret for forhandlingsresultaterne ved at sætte deres kryds ved JA.

Historisk!

Chefforhandler og næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen kalder forløbet omkring OK20 historisk:

- Det er mange år siden, at vi er kommet i mål med selvstændige forlig på samtlige af de store overenskomster. Det var kun overenskomsten med Horesta, der blev samlet op af mæglingsforslaget. At enige forhandlingsudvalg og en enig hovedbestyrelse samtidig har bakket forligene op og anbefalet et JA, gør bare hele forløbet endnu stærkere. Og kronen på værket er så, at et flertal af medlemmerne på samtlige overenskomster har kvitteret ved at stemme ja.

Jim Jensen glæder sig samtidig over, at også et samlet flertal af de 600.000 lønmodtagere, der er omfattet af mæglingsforslaget har stemt ja.

- Jeg tror på, at de forbedringer, vi har fået forhandlet på plads i forbindelse med denne overenskomstfornyelse, vil have stor positiv betydning for vores medlemmer. Det gælder naturligvis retten til seniorordning, øget fritvalgsordning og fokus på arbejdsmiljø, men forligene indeholder mange små og store forbedringer.

Corona forstyrrede afstemningen

Fødevareforbundet NNF har i mange år haft LO-fagbevægelsens højeste stemmeprocent. I 2017 var stemmeprocenten oppe på 75 %, og umiddelbart skulle man tro, at Jim Jensen ville været skuffet over et fald på 5 procentpoint, men det er han ikke:

- Jeg synes, det er et afsindigt flot resultat – især den nuværende corona-situation taget i betragtning. Det vidner om, at vores tillidsrepræsentanter har gjort et kæmpe stykke arbejde i forhold til at få deres kollegaer til stemme. Alle vores medlemmers arbejdspladser er på den ene eller anden måde påvirket af corona, og at så mange medlemmer så alligevel har deltaget i afstemningen, gør mig helt stolt.

På butiksområdet er stemmeprocenten ligefrem blevet fordoblet, mens den på mejeriområdet og på det fødevareindustrielle område ligger over 80 %.