Nyhed

WorldSkills 2019: Danmarksmestre skal dyste om at blive verdens bedste

De har begge vundet DM i Skills og den 22. - 27. august skal bagerelev Linda Katrine Holst Kjeldsen og konditor Caroline Amalie Flyvenring Andersen sammen med 12 andre af Danmarks dygtigste, unge faglærte dyste ved WorldSkills.

Fredag den 16. august drager 14 af landets mest talentfulde, unge faglærte mod WorldSkills 2019, som afholdes den 22. - 27. august i Kazan i Rusland. Fødevareforbundet NNF er repræsenteret ved to dygtige deltagere: bagerelev Linda Katrine Holst Kjeldsen og konditor Caroline Amalie Flyvenring Andersen.

20-årige Linda Katrine Holst Kjeldsen er i lære hos Hvide Sanne Bageri og skal til svendeprøve i december. Linda har deltaget ved DM i Skills de seneste to år, hvor hun i år vandt titlen som Danmarks bedste bagerelev.

20-årige Caroline Amalie Flyvenring Andersen starter efter WorldSkills hos Cakenhagen i Tivoli i København. Caroline vandt DM i Skills i 2018.

- Vi ønsker Linda og Caroline al mulig held og lykke til WorldSkills. Det bliver spændende at følge dem og se resultaterne af deres hårde træning. Vi har brug for dygtige unge som dem til at vise, hvad man kan med en erhvervsuddannelse, siger Per Hansen, der er forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet i Fødevareforbundet NNF.

1.600 unge skal dyste i 56 forskellige fag

Linda og Caroline er en del af de danske landshold, som i alt består af 14 af landets mest talentfulde, unge faglærte. Ved WorldSkills skal de dyste mod over 1.600 andre unge faglærte fra 60 nationer om guld, sølv og bronze i 56 forskellige fag.

Der er WorldSkills hvert andet år, og SkillsDenmark har deltaget med landshold siden 1999. Især i de senere år har Danmark haft medaljer med hjem - i London i 2011 fik vi to verdensmestre, og i Sao Paulo i 2015 blev det til en sølv- og to bronzemedaljer, mens Danmark i 2017 i Abu Dhabi fik to bronzemedaljer og otte "Medaillons of Excellence", som gives til deltagere, der opnår mindst 700 af 800 mulige point.

Læs, hvilke mål Linda Katrine Holst Kjeldsen har sat for sig selv ved WorldSkills her

Læs, hvad Caroline Amalie Flyvenring Andersen tror, bliver hendes største udfordring ved WorldSkills her