Nyhed

Nyudlærte Casper: Min lærling-ansvarlig var både mester og ven

19-årige Casper Flindt Nissen vidste ikke, hvad han ville med sit liv, for han passede ikke ind på de gymnasiale uddannelser, som han troede, var vejen til succes. Men en helt særlig mester på hans læreplads, Danish Crown i Blans, hjalp ham videre, og i dag er rastløsheden afløst af store fremtidsdrømme.

Casper Flindt Nissens er et stort smil, da han fortæller, at han netop har afsluttet sin svendeprøve som slagter kun to point fra en medalje. Det sidste ærgrer ham lidt, for han kunne have gjort det endnu bedre, mener han.

 

For tre år siden var Casper anderledes trist, for han vidste ikke, hvad han ville med sit liv. Men det ændrede sig, da han kom i lære som slagter på Danish Crown i Blans. Her fik Bo Banke, der er lærling-ansvarlig, stor indflydelse på Caspers fremtidsplaner.

 

- Jeg var genert og indelukket, men Bo lærte mig at tro på mig selv. Både mine forældre og skolen siger, at jeg er en helt anderledes person, og det er i høj grad på grund af Bo. Han er både ven og mester, og han er nærmest som en far nummer to for os," siger Casper Flindt Nissen.

Lærling-ansvarlig: "De kan ringe til mig dag og nat"

Både han og Bo er til stede ved DM i Skills i Næstved. Bo for at bedømme de slagtere, der stiller op i konkurrencen, og Casper for at fortælle alle de unge, der kommer forbi, om alt det fede ved at være slagter. Og selvom Bos job som lærlinge-ansvarlig ind imellem betyder, at han også er på arbejde i sin fritid, så vil han ikke undvære det.                        

 - Jeg har et hold på 16 af gangen, og de får allesammen at vide, at de kan ringe til mig dag og nat, hvis de har problemer. De ringer med alt fra kærestesorger og mobiltelefoner, der ikke virker, og jeg gør mit bedste for at hjælpe. Jeg kan ikke lade være, for jeg brænder for de unge mennesker, og det er så fedt, når de til sidst står med deres svendebrev siger han.

 

Troede gymnasiet var vejen til succes

 

Casper Flindt Nissen troede, man skulle have en gymnasial uddannelse for at blive til noget, som han udtrykker det. Men svendebrevet har givet ham blod på tanden, og han vil nu videreuddanne sig til kreatur-slagter.

 -Man kan sagtens få en lederstilling med en erhvervsuddannelse, og jeg tror, det er positivt, at jeg får en tre-årig uddannelse. Det viser, at jeg virkelig vil faget, og måske er der så en mester, der ser noget i mig. Jeg har i hvert fald en drøm om selv at blive mester en dag, for det virker vildt spændende, siger han.