Foto af Tredje gang blev lykkes gang for Lasse Bentsen, der lørdag blev kåret som Danmarks bedste bagerelev ved DM i Skills 2018. Foto: Rune Evensen
Nyhed

Vinderne af DM i Skills 2018 er fundet

Bagerelev Lasse Bentsen, konditorelev Caroline Flyvenring Andersen og gourmetslagterelev Pernille Løvig Nielsen blev Danmarksmestre i deres fag ved DM i Skills 2018.

Bagerelev Lasse Bentsen, konditorelev Caroline Flyvenring Andersen og gourmetslagterelev Pernille Løvig Nielsen blev Danmarksmestre i deres fag ved DM i Skills 2018.

Omkring 300 unge har de sidste tre dage dystet om at blive Danmarks bedste inden for deres fag ved DM i Skills 2018 i Messecenter Herning. Konkurrencen kulminerede lørdag eftermiddag, hvor årets vindere i de 42 forskellige konkurrencefag blev kåret.

Fødevareuddannelserne var til stede med tre konkurrencefag - bager, konditor og gourmetslagter og konditor, og alle konkurrencedeltagerne kæmpede hårdt for at løbe med titlen som Danmarks bedste inden for deres fag.   

Danmarks bedste til deres fag

Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, som uddelte præmier til vinderne. Fra bagerfaget blev det Lasse Bentsen fra Skolegades Bageri i Herning, som kunne trykke statsministerens hånd og modtage et stor tillykke med titlen som Danmarks bedste bagerelev. Det var tredje gang, Lasse deltog ved DM i Skills, og denne gang lykkedes at ham at komme helt til tops. 

Blandt konditorne løb Caroline Flyvenring Andersen fra Kurhotel Skodsborg i Skodsborg med sejren, og Pernille Løvig Nielsen vandt gourmetslagternes konkurrence.

Klogere på en erhvervsuddannelse

I løbet af de tre dage, DM i Skills 2018 varede, lagde mere end 40.000 besøgende vejen forbi Messecenter Herning. En stor del af dem var folkeskoleelever, som var kommet for at blive klogere på, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse.

Ved Fødevareforbundet NNF's stand kunne de unge blandt andet tale med lærlinge og få svar på, hvordan det er at være i lære som mejerist, slagter, gourmetslagter, bager og konditor.

Udover de tre konkurrencefag deltog fødevareuddannelserne også med et enkelt demonstrationsfag - slagter, hvor dygtige lærlinge viste faget frem for de interesserede.