Foto af Castello-flødeosten laver de stadig på Korsvej Mejeri. Men hytteost er det slut med.
Nyhed

10 mand mister jobbet – Korsvej Mejeri sender hytteosten til Sverige

Det er slut med danskproduceret hytteost fra Arla. Produktionen på Korsvej Mejeri stopper og sendes til Sverige. Det koster 10 medarbejdere jobbet

Det er slut med danskproduceret hytteost fra Arla. Produktionen på Korsvej Mejeri stopper og sendes til Sverige. Det koster 10 medarbejdere jobbet

Det var en sørgelig besked medarbejderne på Arlas Korsvej Mejeri modtog.

Det er slut med dansk produktion af hytteost hos Arla. Fremover samles produktionen i Sverige.

Fra slutningen af oktober og frem til starten af december bliver produktionen udfaset, og det koster ti jobs på mejeriet.

- Det er en ærgerlig besked. Nogle af kollegerne har jo været her i 20 og 30 år, fortæller tillidsrepræsentanten Annika Nielsen.

- Vi håber vi kan finde noget andet arbejde til dem. Flere af de unge vil også gerne tage uddannelse. Næste skridt er at få overblik over hvad enkelte kolleger kunne tænke sig, siger tillidsrepræsentanten.

Til det formål har man nedsat et forhandlingsudvalg. Her sidder tillidsvalgte og Fødevareforbundet NNF med, sammen med ledelsen på Korsvej Mejeri og repræsentanter fra Arla-koncernen.

-Arla skal have ros for at nedsætte et forhandlingsudvalg, selvom de egentlig ikke er forpligtet til det. Det giver os gode muligheder for i fællesskab at hjælpe vores medlemmer med job og uddannelse, siger Finn Ladegaard, faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF, som også selv sidder med i forhandlingsudvalget.

Arla er ikke forpligtet til at nedsætte et forhandlingsudvalg. Det er man først når 10 % af medarbejderne fyres.

- Vi gør hvad vi kan for vores medlemmer. Vi ser om der er job andre steder i Arla. Det kan også være nogle vil i gang med uddannelse. Vi kan også matche lokale virksomheder med medarbejderne, fortæller Finn Ladegaard.

Onsdag den 31. august er de berørte medarbejdere også inviteret til møde med Fødevareforbundet NNF og de tillidsvalgte.