Ordbog for tillidsvalgte

I nedenstående liste finder du forklaring på række af de begreber man bruger indenfor det faglige system.

Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du altid kontakte din afdeling af Fødevareforbundet NNF.

Ansættelsesbevis

Alle lønmodtagere i EU har krav på et ansættelsesbevis efter en måneds ansættelse. Et ansættelsesbevis er ikke en kontrakt, men et dokument fra arbejdsgiveren, der fastslår hvilke løn- og arbejdsvilkår, der er gældende.
Der skal som minimum fremgå følgende:

  • Arbejdsgiveren/arbejdstagerens navn
  • Arbejdets art
  • Startdato
  • Ferie- og lønforhold
  • Arbejdstider
  • Opsigelsesvarsler.

I dag er direktivet blevet implementeret i langt de fleste overenskomster.

Arbejdsretten

Arbejdsretten er den retsinstans i det fagretlige system, der behandler brud på gældende overenskomster, brud på og fortolkninger af Hovedaftalen mellem DA og LO - herunder arbejdsnedlæggelser, blokader og størrelsen på en eventuel bod.

Hvad der ligger indenfor Arbejdsrettens rammer, kan normalt ikke behandles i det civilretslige system. Endvidere kan en arbejdsretskendelse heller ikke ankes.

Blokade

En blokade er fagbevægelsens kampmiddel over for en arbejdsgiver, der ikke vil tegne overenskomst. Blokadens formål er at hindre arbejdskraft og varer/materialer til arbejdsgiverens arbejdssted.
Sympatikonflikt er en mulighed for at udvide blokaden til også at omfatte andre fagområder. En lovlig blokade eller sympatikonflikt skal varsles.

Dansk Arbejdsgiverforening

I daglig tale DA, hovedorganisation for arbejdsgiverne. I de senere år er DA's rolle ændret dramatisk i takt med, at DI er vokset. DA's rolle i overenskomstforhandlingerne er primært at koordinere indsatsen på arbejdsgiversiden og feje op sammen med LO, når der til sidst skal udarbejdes et mæglingsforslag.

Den danske model

Danmark er der tradition for, at det er arbejdsmarkedets parter, det vil sige arbejdsgivere og arbejdstagere, der gennem overenskomster forhandler løn- og arbejdsforhold på det danske arbejdsmarked. Hermed får lønmodtagerne gennem deres fagforening større indflydelse. Det er kernen i den danske model.

I andre dele af Europa, hvor der ikke er så mange fagligt organiserede som i Danmark, bliver arbejdsmarkedet typisk reguleret gennem lovgivningen.

​DI

Hed tidligere Dansk Industri, men bruger nu kun forkortelsen. DI rummer og langt mere end blot industri-virksomheder. Organisationen udgør i dag op mod to tredjedele af DA, målt efter lønsum.

Faglig voldgift

Faglig voldgift er den sidste retsinstans i det fagretlige system, der behandler tvistigheder mellem overenskomstparterne på det danske arbejdsmarked. En tvistighed er normalt en uenighed om, hvordan en gældende overenskomst skal fortolkes.

Inden voldgiftsretten har der været afholdt forhandlingsmøde og mæglingsmøde mellem parterne. En kendelse fra en faglig voldgift kan normalt ikke ankes.

Forligsinstitutionen

Oprettet i 1910 for at forhindre konflikter på arbejdsmarkedet. Beskæftigelsesministeren udpeger efter indstilling fra LO og DA et antal forligsmænd og mæglingsmænd, herunder en formand. Når overenskomsterne udløber, eller parterne selv giver op, overtager forligsmanden forhandlingerne, som herefter foregår efter forligsmandslovens regler.

Forligsmandsloven

Forligsmandsloven er forligsmandens værktøj til at få forhandlingerne på gled. Loven giver dels forligsmanden ret til at tvinge parterne til at forhandle, og dels til at give indrømmelser. Samtidig kan udskyde en varslet konflikter i to gange 14 dage. Loven beskriver også betingelserne for at fremsætte mæglingsforslag.

Hovedaftalen

Hovedaftalen er arbejdsmarkedets grundlov. Den blev skabt af LO og Dansk Arbejdsgiverforening efter storkonflikten og septemberforliget i 1899.

I Hovedaftalen står grundlaget for overenskomsterne, for eksempel at der er fredspligt, indtil de udløber. Hovedaftalen betyder også, at man kun kan slippe ud af en overenskomst via en konflikt, eller hvis begge parter en enige. Hovedaftalen suppleres af et sæt aftaler og love.

Konflikt

Der findes fire former for faglig konflikt: Strejke, lockout, blokade og boykot.

I forbindelse med de almindelige overenskomstforhandlinger er det normalt kun strejke- og lockoutvåbenet, der tages i brug. Fagforbundene varsler strejke for et antal medlemmer, og arbejdsgiverne vælger ofte at varsle lockout for resten for at sikre, at virksomhederne ikke skal betale løn til enkelte ansatte, når de alligevel ikke kan få produceret noget.

FH

FH er den daglige forkortelse for Fagbevægelsens Hovedorganisationen. Det er FH, der koordinerer overenskomstforhandlingerne på lønmodtagersiden og som sammen med DA og forligsmanden udarbejder det endelige mæglingsforslag. Herudover arbejder FH for at forbedre forholdene for lønmodtagerne på arbejdsmarkedet.

Lockout

Når arbejdsgiverne lukker arbejdspladsen så de ansatte ikke kan komme på arbejde, kaldes det at arbejdsgiverne lockouter arbejdstagerne.

Lockouter sker oftest i forbindelse med sammenbrud i overenskomstforhandlingerne.

Normallønsoverenskomst og minimallønsoverenskomst

Der skelnes normalt mellem disse to typer overenskomster på arbejdsmarkedet.

Fælles for dem begge er typisk arbejdstid, opsigelsesregler, tillidsmandsregler med videre. Men på lønområdet er der radikal forskel.

Normallønsoverenskomst

Er et mere stift system. Her aftales den samlede lønudvikling for hele overenskomstperioden. Der kan derfor ikke som udgangspunkt forhandles yderligere i overenskomstperioden. Lønmodtagerne er derfor meget afhængige af forhandlingsresultatet.

Minimallønsoverenskomst

Er et mere fleksibelt system. Her aftales minimumslønnen under overenskomstforhandlingerne. Den øvrige lønstigning forhandles direkte på arbejdspladsen. Det kan give større lønspredning. Udbud og efterspørgsel har også stor indflydelse på lønniveauet. Det stiller langt større krav til tillidsrepræsentanten og lønmodtagerne ude på arbejdsstedet om at være velorganiserede.

Overenskomst

En overenskomst er en aftale, der er opnået efter forhandling. På det danske arbejdsmarked har vi områdeoverenskomster. det betyderm at alle ansatte på en virksomhed eller inden for et område har samme rettigheder, uanset om de er organiseret eller ej.

De fleste er omfattet af en hovedoverenskomst, indgået mellem en arbejdsgiverorganisation og et eller flere fagforbund. Men der findes også lokaloverenskomster, som er indgået mellem en virksomhed og en lokal fagforening, og tiltrædelsesoverenskomster, som knytter sig til en hovedoverenskomst.

Strejke

Når de ansatte nedlægger arbejdet, kaldes det en strejke.

Strejke sker i forbindelse med overenskomstfornyelser sker oftest, når overenskomsten er udløbet, og der ikke er forhandlet en ny på plads.