Foto af Rune Evensen
Medlemsinfo

Farvel til familielejr i 2026 – nye medlemstilbud på vej

Flere medlemmer skal opleve, at de får noget ekstra for deres kontingent. Derfor har Fødevareforbundet NNF valgt at sløjfe familielejren og i stedet skabe et bredere udvalg af medlemstilbud, som flere forskellige medlemsgrupper får glæde af.

Skal sommerferien nydes på campingplads eller charterhotel?

Det spørgsmål tager mange af Fødevareforbundet NNF’s medlemmer stilling til i denne tid.

Én ting er dog sikkert: Turen kommer ikke til at gå til forbundets familielejr. Hovedbestyrelsen har nemlig besluttet, at familielejren ikke vender tilbage i 2026.

– Jeg ved, at nogle medlemmer har været rigtig glade for tilbuddet om familielejr. Derfor forstår jeg godt, hvis de bliver ærgerlige over, at de ikke får mulighed for at komme afsted, siger Ole Wehlast, forbundsformand for Fødevareforbundet NNF.

Flere medlemmer skal opleve, at de får noget ekstra

Beslutningen om ikke at gentage familielejren kommer i kølvandet på Fødevareforbundet NNF’s kongres.

Vi har et ønske om, at endnu flere medlemmer oplever, at de får noget ekstra for deres kontingent.
- Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF

For at sikre økonomien for de kommende generationer er hovedbestyrelsen i gang med en gennemgang af forbundets aktiviteter og medlemstilbud – herunder familielejren, som er blevet afholdt de seneste tre år.

– Vi kunne konstatere, at der gennem årene har været en del gengangere blandt deltagerne. Det er selvfølgelig dejligt, at medlemmerne har lyst til at vende tilbage, men vi har også et ønske om, at endnu flere medlemmer oplever, at de får noget ekstra for deres kontingent, siger Ole Wehlast og fortsætter:

– Derfor går vi nu i gang med at se på, hvordan vi kan skabe et bredere udvalg af medlemstilbud, som flere forskellige medlemsgrupper får glæde af.

Husk, at du som medlem kan få 15-25% rabat på feriehuse i Danmark og udlandet hos Dancenter med dit PlusKort.

Du får også 6-10 % rabat på leje af 50.000 sommerhuse og ferieboliger hos NOVASOL.