Det ku' ske for dig

Bente kæmpede med ordblindhed, men en uventet fødselsdagsgave ændrede hendes liv

Det overraskede 24-årige Bente Nielsen, da hun fik en læreplads i fødselsdagsgave. Som ordblind uden 9. klasse var hun i tvivl, om hun kunne gennemføre uddannelsen – men så lagde hendes arbejdsgiver en plan. Nu har Bente en opfordring til andre unge.

Hun havde set frem til dagen i årevis.

Alligevel føltes det uvirkeligt.

Det var kulminationen på flere års hårdt arbejde og op- og nedture, da Bente Nielsen fik sit svendebrev i hånden. Vejen dertil havde ikke været nem. 

– Det var en befrielse og en sejr, siger Bente, der i december blev udlært som gourmetslagter med speciale i delikatesse.

Bente er ordblind, og derfor har skolen altid været en udfordring. Men når hun trak i forklædet hos Slagteren Suensonsvej i Frederikshavn, var det en anden historie. Her fandt hun nemlig arbejdspladsen, der skulle vise sig at blive vendepunktet.  

– De har betydet alt for, at jeg er kommet i mål med uddannelsen, fortæller hun. 

Det hele startede med en gave, en plan og en stor portion vilje.

En uventet fødselsdagsgave

Som 16-årig fik Bente job hos Slagteren Suensonsvej. Først som opvasker, derefter som ufaglært. Hun blev hurtigt en del af hverdagen og fællesskabet i slagterbutikken, som er ejet af søstrene Dorte og Lotte Carlsen.

– Vi kunne se, at Bente havde noget specielt. Så da hun fyldte 18 år, gav vi hende en læreplads i fødselsdagsgave, siger Dorte og fortsætter:

– Når de unge mennesker giver noget af sig selv, skal de have noget igen. Vi har selv prøvet at have det svært som unge, så det vil vi gerne give videre. 

Når de unge mennesker giver noget af sig selv, skal de have noget igen.
- Dorte Carlsen, slagtermester

Bente var glad for både opgaverne og kollegerne, men hun tvivlede på, at det kunne lade sig gøre at blive lærling. 

– Jeg ville rigtig gerne i lære, men jeg vidste også, at det kunne blive svært, fortæller hun.

På det tidspunkt havde Bente nemlig ikke færdiggjort niende klasse. Derfor tog søstrene Carlsen affære: De ringede rundt og tog til møder med slagteriskolen og Fødevareforbundet NNF – og i sidste ende valgte de at betale for, at Bente kunne komme på ordblindeskole.

– Hun bestod både niende og tiende klasse, og der var ikke et øje tørt. Hun kan trække tårer frem, fortæller Dorte med et smil. 

Slagterbutikkens “højdeskyder”

I lærlingetiden fandt Bente for alvor sin plads i slagterbutikken. Hun gik fra at tegne kundernes bestillinger til at skrive dem ned, og der var plads til både ansvar og kreativitet i det daglige arbejde. 

– Jeg landede det bedste sted. Jeg fik lov til at kaste mig over det hele, og når jeg kom med en idé, fik jeg altid et ja, siger hun. 

Kollegerne lærte også, at Bente ikke er bleg for at sætte mål og sigte højt. Ofte lovede hun is til alle kollegerne, hvis de nåede dagens salgsmål. 

– Hun løfter energien i hele butikken, og hun har næsten mere gejst end chefen. Kunderne bliver altid mødt af et stort smil, fortæller Dorte.

I starten kan det føles svært, når man prøver nye ting, men det betyder ikke, at man ikke kan finde ud af det.
- Bente Nielsen

Det næste skridt

Efter en vellykket svendeprøve kunne Bente tage hul på 2026 som nyudlært gourmetslagter. Det er mere end bare et stykke papir – både for hende selv og kollegerne. 

– Det gør mig fandme stolt helt ind i knoglerne. Hun er vokset med 500 cm, og nu har hun et liv, hun tror på, fortæller Dorte, der har et budskab til andre arbejdsgivere:

– Man skal huske at give de unge en chance og fortælle dem, at de er gode nok.

Fremtiden ser lys ud for Bente, og svendebrevet er ikke endestationen. Hun fortsætter nemlig i slagterbutikken, og i de næste to år tager hun en ekstra uddannelse som gourmetslagter med speciale i butik.

Hun har ét særligt råd til andre unge, der skal finde deres vej i livet:

– I starten kan det føles svært, når man prøver nye ting, men det betyder ikke, at man ikke kan finde ud af det.