Den sidste gang jeg mødte Oda, var til Fødevareforbundet NNF’s kongres i oktober sidste år. Med sine 96 år, var hun kongressens alderspræsident. Nydelig, som altid, kom hun hen og hilste efter min beretning. Hun bar sin alder med en ro og værdighed, som gjorde indtryk. Og det lille, vakse glimt i øjet – det fulgte hende helt til det sidste.
Det har været en fornøjelse at kende Oda. Når jeg ser tilbage på vores ti år som kolleger, er det med respekt og varme.
I sommers var det 34 år siden, at Oda stoppede sit arbejdsliv. Hun var netop fyldt 62, da hun – som forbundstillidsmand i NNF – nåede den daværende aldersgrænse. Dengang var der ikke noget at forhandle om. Når man fyldte 62, var det tid til at sige farvel. Også selv om man måske gerne ville have fortsat. Men måske passede det hende alligevel godt. Oda havde meget andet i livet. Familielivet, campinglivet og fritidsinteresserne ventede, og hun glædede sig til at få mere tid til det.
Oda kæmpede kvinders kamp
Oda var en stolt tobaksarbejder. I 1957 begyndte hun på Schmidts tobaksfabrik i Fredericia. Samme plads, hvor Thorvald Stauning mange år tidligere havde sorteret tobak. Ligesom ham engagerede Oda sig politisk.
Hun blev næstformand i sin lokale afdeling af Tobaksarbejderforbundet, og i 1983 blev hun gruppeformand for tobaksgruppen i det dengang nystiftede NNF. I mange år var hun en af de få kvinder på de politisk valgte poster.
Ligestillingssagen var vigtig for Oda. Hun var formand for NNF’s ligestillingsudvalg og kæmpede for kvindernes vilkår i en branche, hvor nedskæringerne gennem årtier havde ramt dem hårdest.
Som gruppeformand var Oda afholdt og respekteret. Hun var dygtig og vedholdende, når det gjaldt. Men hun var også noget mere. Hun mødte mennesker med et smil og med overskud. Det betød, at hun tit blev et naturligt samlingspunkt for andre.
Nu er hendes liv slut. En livsgnist er slukket. Oda sov ind den 1. april.
Hun bisættes fra Lillerød Kirke den 10. april kl. 13:00.
Mine tanker går til Odas efterladte.
Æret være hendes minde.
Tak, tillidsmand.
