9.000 kroner om året.
Det fik arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af Fødevareforbundet NNF, ret til ved OK25.
– Vederlaget på 9.000 kroner til arbejdsmiljørepræsentanter er én af de mange forbedringer, som vi fik forhandlet hjem til medlemmerne ved OK25, siger Jim Jensen, der er chefforhandler og næstformand i Fødevareforbundet NNF.
Nu kan arbejdsmiljørepræsentanter på mejeriområdet se frem til at modtage 4.500 kroner på deres NemKonto.
Den 30. september får de nemlig udbetalt vederlag for et halvt års indsats. Beløbet dækker perioden fra den 1. marts 2025 til den 30. september 2025.
– Så udover lønstigninger, højere tillæg og mere i pension kan vores arbejdsmiljørepræsentanter på mejeriområdet nu også se frem til en ekstra økonomisk gevinst i slutningen af september, siger Jim Jensen, der samtidig glæder sig over, at båndet mellem forbundet og arbejdsmiljørepræsentanterne nu bliver styrket.
Efter faktaboksen kan du se, hvad der gælder for slagter- og fødevareindustri.
Faktaboks: Sådan får du som AMR på mejeriområdet udbetalt pengene
- Du skal være medlem af Fødevareforbundet NNF eller 3F for at have ret til vederlaget.
- Vederlaget indbetales på din NemKonto den 30. september.
- Vederlaget indbetales separat og ikke som en del af din løn.
- Indbetalingen vil stå som ”Lønudbetaling” på dit kontoudtog – ligesom når du modtager din løn.
- På din lønseddel i eBoks, vil der stå ”AMR-vederlag”. Lønsedlen i eBoks ser ud som din almindelige lønseddel – altså er afsenderen Azets, men der står ”PensionDanmark loenseddel”.
Har du spørgsmål til din udbetaling, kan du kontakte faglig konsulent Lars Gram på tlf.: 3818 7106 eller mail: lgr@nnf.dk
Forskellige datoer, men samme udbetaling
Mejeriområdets arbejdsmiljørepræsentanter bliver de første til at få udbetalt en del af vederlaget.
Alle vores dygtige arbejdsmiljørepræsentanter får et årligt vederlag på 9.000 kroner.
Arbejdsmiljørepræsentanter i slagterindustrien og fødevareindustrien får også et årligt vederlag på 9.000 kroner, men deres periode løber fra 1. marts 2025 til 28. februar 2026, hvor vederlaget udbetales.
– Udbetalingerne sker på forskellige tidspunkter. Det afhænger af, hvad der er aftalt i de forskellige overenskomster, men alle vores dygtige arbejdsmiljørepræsentanter får et årligt vederlag på 9.000 kroner, forsikrer Jim Jensen.
Til september 2026 modtager arbejdsmiljørepræsentanterne på mejeriområdet en udbetaling på 9.000 kroner for et års indsats.
Faktaboks: Sådan står der i Mejeribranchens Fællesoverenskomst
- Arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F eller NNF, modtager et årligt vederlag på 9.000 kr.
- Beløbet reduceres forholdsmæssigt, hvis arbejdsmiljørepræsentanten fratræder sit hverv i løbet af året.
- Beløbet er fast uanset størrelsen på det område, som arbejdsmiljørepræsentanten dækker.
- Vederlaget for perioden fra 1. marts 2025 udbetales ved første ordinære betalingstermin i september 2025.
- Ved bortfald af arbejdsmiljørepræsentanthvervet bortfalder vederlaget.
- Vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter finansieres via Mejeriindustriens Udviklings- og Samarbejdsfond.
- PensionDanmark opkræver bidraget og udbetaler vederlaget direkte til arbejdsmiljørepræsentanterne.
Vederlaget er hverken pensionsberettiget eller feriepengeberettiget, og det indgår ikke i beregningen af øvrige overenskomstmæssige betalinger.