Artikel

Ziggie har ét bestemt spørgsmål, hun ikke kan slippe: ”De bør tage ansvar nu”

Når virksomhederne ikke tager ansvar, går det ud over kollegerne. Det vil Ziggie Skardi have gjort noget ved – og derfor tager hun til Fødevareforbundet NNF’s kongres med ét bestemt spørgsmål.

Der skal være handling bag ordene.

Det er udgangspunktet for Ziggie Skardi, tillidsrepræsentant hos Lakrids by Bülow, der for første gang er delegeret til Fødevareforbundet NNF’s kongres den 23.–25. oktober. Her er hun én af 300 medlemmer med en afgørende stemmeseddel. 

Hvilke mærkesager skal forbundet kæmpe for de næste fire år? Og skal kontingentet stige? Det skal de delegerede afgøre ved en række afstemninger på kongressen.

Ziggie tager afsted med mange vigtige emner på hjerte – men ét af dem fylder lidt mere end de andre.

Hvad er vigtigt for dig, når du skal stemme?

Jeg har brugt meget tid på at sætte mig ind i materialet. Det er mig, der skal på kongressen – men det handler jo ikke kun om mig. Jeg repræsenterer mine kolleger og medlemmerne, og det ansvar tager jeg alvorligt.

Derfor har jeg også talt en del med mine kolleger: Både om de store linjer og om det, der fylder i hverdagen. Jo mere man involverer dem, jo bedre kan man repræsentere dem.

Hvad vil du gerne have svar på?

Det er svært at komme uden om sprogudfordringer på arbejdspladserne. Jeg ved, det fylder mange steder, for når man ikke kan kommunikere ordentligt med kollegerne, går det ud over samarbejdet og arbejdsmiljøet. Og så stiger risikoen for arbejdsulykker. 

Dialogen og sproget er så vigtigt. Hos os oplever vi også, at nogle af de ældre har svært ved at forstå de udmeldinger, der kommer på engelsk. 

Kan forbundet lægge et pres på virksomhederne, så de tager ansvar og får skabt nogle bedre rammer for et godt arbejdsmiljø? Det håber jeg.

Hvad bør være et vigtigt mål for forbundet de næste fire år?

Der er mange vigtige ting at tage fat på, så jeg er sikker på, at det bliver nogle gode og travle dage. Hvordan sikrer vi, at der er jobs i fødevarebranchen i fremtiden – med gode lønninger og vilkår? Den grønne omstilling er også vigtig, for den får betydning for vores arbejdspladser.

Det handler om at sikre, at vi står stærkt de næste fire år. Både som branche og som fællesskab.