Foto af Rune Evensen
Artikel

Skulderklap til slagteriarbejder fra Ringsted: Så mange kollegaer har han gjort en forskel for

Han har været et ”solidt anker” – både gennem sine knap 25 år som tillidsrepræsentant på Danish Crown i Ringsted, under lukningen af slagteriet og i tiden efter. Fredag blev Jan Bruno "Krumme" Christensen pludselig kaldt på scenen under kongressen, og det var der en god grund til.

Han havde ikke forventet det.

Derfor er Jan Bruno Christensen stadig ved at fordøje, at han netop har modtaget TR-prisen ved Fødevareforbundet NNF’s 12. kongres i Falkonersalen.

– Det kom bag på mig, at mit navn pludselig stod på storskærmen, men det er dejligt at få den anerkendelse, siger Jan Bruno Christensen – også kaldet ”Krumme”.

Et "solidt anker" under lukning

Han er ellers ikke tillidsrepræsentant mere. I august 2024 lukkede slagteriet i Ringsted, hvor Jan Bruno Christensen var tillidsrepræsentant gennem næsten 25 år, men i hjertet vil han altid være det. 

Netop hans indsats under lukningen af slagteriet blev fremhævet, da næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen overrakte prisen:

– Da slagteriet i Ringsted stod over for lukning, trådte du frem som et solidt anker – en støtte for de øvrige tillidsvalgte og en garant for, at alle medlemmer blev set og hørt i en svær tid, sagde Jim Jensen i sin tale og fortsatte:

– Det er slående, hvor meget kærlighed der er flydt din vej, og hvor stor respekt der er bygget op om dig og tillidsmandsinstitutionen.

Fik 9 ud af 10 kollegaer godt videre 

Efter lukningen af slagteriet i Ringsted fortsatte Jan Bruno Christensen som jobbankbestyrer. Her hjalp han med sine tidligere kollegaer godt videre – i nyt job, uddannelse eller på pension.

I alt er 9 ud af 10 tidligere slagteriarbejdere fra Danish Crown i Ringsted kommet godt videre.

– Kære Jan. Tak for din indsats, din vedholdenhed og din omsorg for kollegerne. Du har gjort en forskel, og du fortjener al den anerkendelse, du får i dag. Stort tillykke med prisen, sagde Jim Jensen, inden salen brød ud i klapsalver.

Nu fortsætter Jan Bruno Christensen sit faglige arbejde som næstformand i Fødevareforbundet NNF’s lokale afdeling for Sjælland & Øerne – og her skal karikaturen, som var en del af Jans TR-pris, op at hænge på kontoret, fortæller han.

Udover Jan Bruno Christensen modtog også Erik Thulesen fra House of Oliver Twist, Michael Skytt Juhl fra Arla Foods i Branderup og Pia Joan Madsen fra Danish Crown i Horsens TR-prisen.

De fire prismodtagere får alle en karikaturtegning, en gave og en rejse i den næste kongresperiode, hvor de skal møde nogle af Fødevareforbundet NNF’s internationale samarbejdspartnere.