Foto af Rune Evensen
Medlemsinfo

Nyt kontingent og ny ledelse? Her er de fem vigtigste afstemninger på kongressen

Hvad skal kontingentet koste, og skal forbundsformanden genvælges? Det skal 300 medlemmer beslutte under Fødevareforbundet NNF’s kongres den 23.-25. oktober. Få et hurtigt overblik over de fem vigtigste afstemninger her.

JA eller NEJ.

Det er de to svarmuligheder, som 300 medlemmer af Fødevareforbundet NNF får, når de skal træffe en række afgørende beslutninger om fremtiden under forbundets kongres den 23.-25. oktober.

Her får du et hurtigt overblik over de fem vigtigste forslag, som de 300 medlemmer – de såkaldte ”delegerede” – skal stemme om i løbet af kongressen:

Skal kontingentet stige?

Hovedbestyrelsen i Fødevareforbundet NNF har lagt op til, at kontingentet til forbundet fremover skal stige 3,31 % om året – så det følger de lønstigninger, medlemmerne fik ved overenskomstforhandlingerne. 

Stemmer de 300 delegerede JA til forslaget, stiger kontingentet den 1. januar 2026 fra 409,00 kr. til 422,00 kr. om måneden.

Hvad skal Fødevareforbundet NNF arbejde for de næste fire år?

Et vigtigt punkt i løbet af kongressen er afstemningen om oplægget ”Fælles retning – fælles ansvar”, som sætter rammerne for forbundets arbejde frem til næste kongres i 2029.

”Fælles retning – fælles ansvar” lægger blandt andet op:

  • Flere besøg ude på medlemmernes arbejdspladser
  • Valg af flere tillidsrepræsentanter
  • Sprogundervisning til udenlandske kollegaer
  • Fastholdelse af fødevareproduktion og arbejdspladser i Danmark
  • Styrket samarbejde mellem tillidsrepræsentanterne, de seks lokale afdelinger og forbundet.

Hvem skal stå i spidsen for Fødevareforbundet NNF?

De delegerede skal også afgøre, om den nuværende ledelse i Fødevareforbundet NNF skal genvælges.

Ledelsen består af:

- Forbundsformand Ole Wehlast
- Næstformand Jim Jensen
- Forbundssekretær for Arbejdsmarkedssekretariatet Per Hansen
- Forbundssekretær for Organisationssekretariatet Flemming Dal Cortivo

Derudover lægger hovedbestyrelsen i Fødevareforbundet NNF op til, at ledelsen udvides med en ”politisk næstformand”, som skal afløse forbundsformanden, når han går på pension senest i oktober 2027.

Kim Mosskov Andersen, som er mejerist og tillidsrepræsentant hos Arla Foods Akafa, er indstillet til valg som ”politisk forbundsnæstformand”. 

Hvem skal sidde i overenskomstfølgegrupper, forhandlingsudvalg og hovedbestyrelse?

Under kongressen skal de 300 delegerede også beslutte, hvem af dem der skal sidde i:

Overenskomstfølgegrupper – som følger udvikling på overenskomstområdet.

Forhandlingsudvalg – som er med til overenskomstforhandlingerne og repræsenterer medlemmerne.

Hovedbestyrelsen – som styrer forbundet frem til næste kongres og sikrer, at beslutningerne bliver ført ud i livet.

Hvad skal aldersgrænsen for NNF Ungdom være?

De delegerede skal også beslutte, om aldersgrænsen for forbundets ungdomsafdeling NNF Ungdom skal ændres fra 35 år til 30 år.  

Fødevareforbundet NNF’s kongres afholdes i Falkoner Salen på Frederiksberg fra den 23.-25. oktober.

Faktaboks: Hvad er kongressen?

Kongressen er den øverste beslutningstager i Fødevareforbundet NNF.

Her samles 300 medlemmer – de såkaldte ”delegerede” for at fastlægge forbundets politiske retning, den politiske ledelse og budgettet i den kommende kongresperiode.

Faktaboks: Sådan bliver kongressen sammensat

En stemmeberettiget deltager på Fødevareforbundet NNF’s kongres kaldes en ”delegeret”.

Der er i alt 300 delegerede på kongressen.

De delegerede vælges på afdelingernes generalforsamlinger inden kongressen og skal repræsentere de fire overenskomstområder: Slagteri, fødevareindustri, mejeri og butik.

Derudover har hver af de seks afdelinger én ungdomsdelegeret.

Medlemmer af Fødevareforbundet NNF’s hovedbestyrelse og formanden for Klub Bornholm er automatisk delegerede på grund af deres titler.