Artikel

Lotte er overrasket over noget særligt i afstemningerne: ”Det giver endnu mere blod på tanden”

Hun er ny på kongressen, men Lotte Bendtsen tager ikke afsted for bare at lytte med. Én særlig ting i forberedelserne har overrasket hende.

Der venter tre vigtige dage.

Det ved Lotte Bendtsen, der er delegeret til Fødevareforbundet NNF’s kongres. Til daglig er hun delikatesseleder i en selvstændig brugs i Beder, og den 23.–25. oktober skal hun være med til at sætte retningen for forbundets fremtid – sammen med 299 andre medlemmer. 

Og i forberedelserne til kongressen har der været én positiv overraskelse for Lotte.

Hvordan har du det med at være med på kongressen som ny?

Jeg er helt vildt spændt. Som delegeret er man jo med til at beslutte, hvordan fremtiden skal se ud i Fødevareforbundet NNF – og det er i sig selv spændende. Men jeg glæder mig også til at opleve stemningen og fællesskabet. 

Hvad er vigtigt for dig, når du skal stemme?

For mig er det altid vigtigt at være velforberedt. Der skal være styr på det faglige. Vi havde forberedelsesmøde i sidste uge, hvor vi fik en grundig gennemgang. 

Det er fedt, at det er kongressen og de delegerede medlemmer, der bestemmer mest – og at vi er helt nede i detaljerne. Det overraskede mig en lille smule, men det er virkelig positivt. Og det giver bare endnu mere blod på tanden til at være grundig og velforberedt, så vi kan træffe de bedste beslutninger for forbundet. Uanset om afstemningen gælder kontingent, ledelsen eller noget andet. 

Har du et særligt fokus på kongressen og for de næste fire år?

Jeg er især spændt på den økonomiske diskussion. Om formuen skal forblive den samme. Jeg er kasserer i en del faglige klubber, så derfor vil jeg naturligt have et ekstra fokus på økonomien. Dét ser jeg frem til.