Danmark er i fuld gang med at åbne grænserne for arbejdskraft fra hele verden.
Men i jagten på flere hænder, har vi glemt noget af det vigtigste:
Det danske sprog – fundamentet under vores fællesskab og vores samfund.
Igen og igen får vi at vide, at udenlandsk arbejdskraft er uundværlig. At vi skal klappe i hænderne, når folk fra Asien, Mellemøsten og Østeuropa tager job, danskerne ikke længere søger.
Men sjældent hører vi, hvad det koster – socialt, sprogligt og menneskeligt – når arbejdsgivere hyrer udenlandske medarbejdere uden at tage ansvar for, at de lærer dansk.
Alt for mange arbejdsgivere er ligeglade. De vil have hænder – ikke mennesker, der skal være en del af Danmark.
Konsekvensen er i værste tilfælde arbejdspladser, hvor kolleger ikke kan tale sammen – og et Danmark, hvor integration og sammenhængskraft smuldrer.
Arbejdsgiverne svigter deres ansvar
Hvordan er det kommet så vidt? Svaret er trist, men enkelt:
Alt for mange arbejdsgivere er ligeglade. De vil have hænder – ikke mennesker, der skal være en del af Danmark.
På gulvet ser vi et andet billede. Danske kolleger er ofte glade for de nye medarbejdere, og udlændinge er som regel nysgerrige på sproget og samfundet.
Men alt for ofte stopper det dér, fordi arbejdsgiverne ikke tager ansvaret på sig. De overlader integrationen til tilfældigheder. Og her er sproget nøglen.
Hvis en arbejdsgiver vil hente arbejdskraft uden for EU, skal det udløse et lovpligtigt ansvar for at medarbejderne lærer dansk – i arbejdstiden.
Det er desværre ikke noget nyt.
Gæstearbejderne i 60’erne og 70’erne fik heller ikke danskundervisning, for de skulle jo bare hjem igen. Men mange blev – og lærte aldrig sproget. Resultatet?
Parallelsamfund, misforståelser og børn, der voksede op uden et sprog til at begå sig i Danmark.
Har vi virkelig ikke lært noget?
Derfor siger vi det helt klart: Hvis en arbejdsgiver vil hente arbejdskraft uden for EU, skal det udløse et lovpligtigt ansvar for at medarbejderne lærer dansk – i arbejdstiden. Ikke i fritiden.
Uden sproget står vi tilbage med udbrændte danskere og nytilkomne, der aldrig bliver en del af fællesskabet.
Uden dansk forsvinder fællesskabet
Udenlandske statsborgere udgør i dag 13 procent af alle fuldtidsansatte, mere end dobbelt så mange som i 2008.
Mange arbejder i nøglesektorer som industrien og velfærden. Og de er velkomne, så længe det sker på danske vilkår. Men ikke hvis det sker på bekostning af danske arbejdstagere. Ikke hvis det sker på bekostning af det sprog, der binder os sammen.
Det kræver en indsats – både af arbejdsgiverne og de nye kollegaer. For uden sproget står vi tilbage med udbrændte danskere og nytilkomne, der aldrig bliver en del af fællesskabet.
Alt for mange arbejdsgivere ansætter udlændinge velvidende, at sproget halter.
I fødevareindustrien findes der arbejdspladser, hvor kolleger ganske enkelt ikke kan forstå hinanden. Dansktalende presses til det yderste, fordi de både skal passe deres eget arbejde og samtidig agere tolk og mentor.
Enkelte virksomheder forsøger sig med danskundervisning, men det er langt fra nok til at forhindre stress og udbrændthed på de danske arbejdspladser – hvor alt for mange arbejdsgivere ansætter udlændinge velvidende, at sproget halter.
Det er ganske enkelt tarveligt over for de danske kolleger, der må trække læsset hver eneste dag.
Uden sproget falder Danmark fra hinanden.
Derfor er der brug for en systematisk indsats, hvor udenlandske medarbejdere får danskundervisning på samme niveau som flygtninge og familiesammenførte.
Og det handler ikke kun om fabriksgulvet. Danmark er et lille land med en stærk tradition for fællesskab, foreningsliv og tillid.
Men det kræver, at man kan tale med naboen, forstå lægen eller hjælpe sine børn med lektierne. Uden sproget falder Danmark fra hinanden.
Uden dansk forsvinder trygheden
Det samme gælder i velfærden. Regeringen vil hente tusindvis af social- og sundhedsmedarbejdere fra Filippinerne og Indien. Men hvad med dem, der allerede er her – og som ikke taler dansk?
Social- og sundhedsassistenteleven Valentina Spita fra Rumænien har fortalt, hvordan sprogvanskeligheder spænder ben for både læring, trivsel og borgernes tryghed. Samtidig må iranske sygeplejersker rejse hjem, fordi de ikke får adgang til teststillinger eller den nødvendige sproglige støtte.
I sidste ende betaler de ældre, de syge og de udsatte prisen. Ikke kun fordi de risikerer fejl og misforståelser i plejen, men også fordi vi mister kvalificeret personale, vi ikke har råd til at undvære.
Flere undersøgelser slår fast, at udenlandske arbejdstagere oftere kommer ud for arbejdsulykker end deres danske kolleger.
Det handler ikke bare om omsorg – det handler også om sikkerhed og liv.
Flere undersøgelser slår fast, at udenlandske arbejdstagere oftere kommer ud for arbejdsulykker end deres danske kolleger. Og sproget spiller en central rolle. Det er ikke bare tør statistik. Det er blodig virkelighed.
I sidste ende handler det om respekt. For borgerne, for de danske kollegaer og for de udenlandske medarbejdere, der alt for ofte løber ind i nederlag, som kunne have undgået, hvis arbejdsgiverne tog sproget alvorligt.
Danskerne har gennemskuet det
Befolkningen ved godt, hvad der foregår. En Norstat-måling for Fødevareforbundet NNF viser, at over 90 procent mener, at gode danskkundskaber fremmer integration – både på arbejdspladsen og i lokalsamfundet.
Over tre fjerdele mener, at det er vigtigt, at udenlandske medarbejdere lærer dansk
Og over tre fjerdele mener, at det er vigtigt, at udenlandske medarbejdere lærer dansk – både for at forstå danske værdier og for at undgå fejl og arbejdsulykker.
Danskerne har forstået det. Men arbejdsgiverne lukker øjnene. De råber på endnu mere udenlandsk arbejdskraft – uden at tage ansvar for sproget og sammenhængskraften. Det er useriøst.
Frivilligheden har spillet fallit
Vi ved, at danskundervisning i arbejdstiden virker. Styrelsen for International Rekruttering har dokumenteret, at det både styrker fællesskabet og giver mere stabile medarbejdere.
Alligevel tager alt for få virksomheder tager ansvaret på sig. En undersøgelse fra Københavns Kommune viser, at kun hver femte overhovedet har kontakt til et sprogcenter. Resten skyder ansvaret over på medarbejderne.
Lad os sige det, som det er: Frivillighed virker ikke.
Resultatet? Mindre end en tredjedel af arbejdsindvandrerne deltager i den danskundervisning, de ellers har ret til. Sandsynligvis fordi den ligger i fritiden, hvor mange i forvejen kæmper med skiftehold, børnepasning og transport. Det er urealistisk, og det ved arbejdsgiverne godt. Men de vælger at lukke øjnene.
Så lad os sige det, som det er: Frivillighed virker ikke.
Lovgivning er nødvendigt
Derfor er der kun én vej frem: Vi skal lovgive.
Virksomheder der vil ansætte arbejdskraft uden for EU, skal forpligtes til at sikre danskundervisning i arbejdstiden – og det skal være obligatorisk medarbejderne at deltage.
Vil vi et Danmark, hvor vi står sammen om et fælles sprog – eller et land, hvor vi taler forbi hinanden?
Det skal gælde alle brancher. Alle jobtyper. Ufaglærte og højtuddannede. Danske og internationale virksomheder. Alle, der vil være en del af Danmark, skal lære dansk. Punktum.
Om det sker gennem opholdstilladelser, overenskomster eller rekrutteringsordninger, er underordnet. Det afgørende er, at det gælder alle – og at reglerne bliver håndhævet.
Fællesskab eller splittelse?
Vi står ved en skillevej. Vil vi et Danmark, hvor vi står sammen om et fælles sprog – eller et land, hvor vi taler forbi hinanden, mens arbejdsgiverne løber fra ansvaret?
Vil man være en del af fællesskabet, må man lære sproget.
I sidste ende handler det om politisk vilje. Derfor siger vi det lige ud:
Når arbejdsgiverne får lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft uden for EU, skal de gengæld sikre, at deres ansatte lærer dansk – i arbejdstiden. Ellers må de simpelthen lade være med at hente folk til Danmark.
Vil man være en del af fællesskabet, må man lære sproget. Og når arbejdsgiverne ikke forstår det, så må lovgivningen minde dem om det.
Det skylder vi Danmark.
