Foto af David Perrin
Artikel

Kim træder ind i toppen: Her er hans vigtigste løfte til medlemmerne

Et generationsskifte venter forude. Kim Mosskov Andersen skal som ny mand i Fødevareforbundet NNF’s ledelse være med til at sætte retningen for fremtiden. Mød ham her – og se hans løfte til medlemmerne.

Der er kommet en ny mand til bordet.

På Fødevareforbundet NNF’s kongres i oktober 2025 blev den politiske ledelse udvidet med en politisk forbundsnæstformand – en post, som Kim Mosskov Andersen blev valgt til.

Det skal være med til at sikre et trygt og stabilt generationsskifte i forbundet frem mod 2027, hvor forbundsformand Ole Wehlast efter planen går på pension.

Hvad har Kim Mosskov Andersen af planer i den nye rolle som politisk forbundsnæstformand? 

Det kan du få svar på her.

Og nederst i artiklen kan du se, hvad Kim bruger tiden på, når han ikke arbejder.

Hvordan går du til opgaven som politisk forbundsnæstformand?

Først og fremmest med en stor portion ydmyghed. Der ligger mange vigtige opgaver foran os, men overordnet handler det for mig om at være med til at skubbe Fødevareforbundet NNF i en mere moderne retning.

Vi står et stærkt sted – både organisatorisk og politisk – og det momentum skal vi holde fast i. Det er formålet med den nye post: at sikre en glidende overgang og et trygt generationsskifte i forbundet. Samtidig kommer jeg udefra, og jeg kan derfor bidrage med et friskt blik på tingene.

Jeg er vokset op med, at man skal tage ansvar, når man får muligheden for det – og det glæder jeg mig til. 

Hvad kan medlemmerne forvente af dig i rollen?

Vi skal være en fagforening, der er tæt på medlemmerne og deres hverdag. Det er altafgørende, og jeg har et klart mål om at komme ud på arbejdspladserne og tale med medlemmerne. Det ligger højt på min liste.

I næsten 20 år som tillidsvalgt har jeg oplevet, at det er ude på gulvet, i de daglige snakke og i den tætte kontakt, at vi finder de bedste løsninger og skaber de bedste resultater. Mit løfte til medlemmerne er, at jeg vil kæmpe for, at vi bliver en endnu mere nærværende fagforening.

Hvad bliver din vigtigste opgave?

Når fællesskabet vokser, står hvert enkelt medlem stærkere. Derfor bliver en af de vigtige opgaver at styrke organiseringsindsatsen, for vi skal arbejde på at få flere medlemmer med i vores fællesskab i Fødevareforbundet NNF. 

Jeg ser det også som vigtigt, at vi står som ét samlet forbund. Der er forskelligheder i vores brancher, men dem skal vi forstå – og så skal vi bruge den viden til at styrke og samle os. Det giver os mere kraft, en tydeligere retning og bedre muligheder for at løse de udfordringer og forandringer, vi står overfor.

Det skal du vide om Kim

Kim Mosskov Andersen er uddannet mejerist, og han har haft en lang række poster som tillidsvalgt i de seneste 20 år. I 25 år var han hos Arla Foods, hvor han senest var koncern tillidsrepræsentant.  

Forbundsformand Ole Wehlast siger følgende om Kim:

– Han er analytisk stærk, han har en politisk tæft, og han er ikke bange for at tage ansvar. Og så har han et stærkt blik for medlemmernes ønsker og behov.

Hvad laver Kim, når han har fri?

– Der bruger jeg allerhelst tiden sammen med min familie – og hvis jeg selv kan vælge, så er det i et køkken. Jeg har en stor passion for madlavning, og den startede for mange år siden, da jeg i flere dage kæmpede for at lave den perfekte bearnaise. Det er først og fremmest sjovt at være i køkkenet, men jeg gør mig også umage, siger Kim Mosskov Andersen.