Fødevareforbundet NNF har haft travlt i forhandlingslokalerne hos DI og Dansk Erhverv.
Krav er blevet fremlagt og diskuteret. Nogle er kommet på plads og har fundet vej til et forlig, mens andre er blevet hældt ned af brættet.
Forligsmand Jan Reckendorfen udsendte den 13. marts en pressemeddelse, hvori han udsætter en eventuel konflikt med 14 dage gældende fra den 15. marts.
Det betyder, at OK25 er på vej ind i sin slutspurt. De forhandlinger, der endnu ikke er endt med et forlig, er under pres, hvis de skal nå i mål.
Alternativt bliver de samlet op i det mæglingsforslag, forligsmanden forventes at fremsætte sammen med FH og Dansk Arbejdsgiverforening.
Fødevareforbundet NNF har fem store overenskomster, der skal forhandles.
Her er en status på dem pr. 14. marts 2025 kl. 07:00:
-
Fødevareforbundet NNF (sammen med 3F) og DI: Mejerioverenskomsten
Tirsdag den 4. marts blev parterne enige om et forlig. Forhandlingssektrær for Fødevareforbundet NNF Karl Ovesen er godt tilfreds med forliget, som han på nnf.dk kalder ”Alt i alt et godt forlig”.
-
Fødevareforbundet NNF og DI: Fødevareindustrien
Tidligt fredag den 14. marts blev Fødevareforbundet NNF og DI enige om en ny overenskomst for det fødevareindustrielle område. Forliget indeholder både meget af det, de andre områder har forhandlet hjem, men der er også vigtige branchespecifikke dele.
-
Fødevareforbundet NNF og Dansk Erhverv: Produktionsoverenskomsten og Håndværksbageroverenskomsten
Natten til onsdag den 12. marts kunne chefforhandler Jim Jensen og Mette Bæksgaard fra Dansk Erhverv skrive under en ny produktionsoverenskomst, mens det var Martin Svendsen fra Dansk Erhverv, der sammen med Jim Jensen kunne underskrive en Håndværksbageroverenskomst.
Selvom forhandlingerne træk ud, var resultatet værd at vente på, konstaterer forhandlingssekretær Mette Bisgaard.
-
Fødevareforbundet NNF og DI: Slagterindustri
Natten til onsdag den 11. marts måtte de to parter meddele forligsmanden, at de ikke har kunnet opnå et forlig.
Efter to intense forhandlingsrunder var parterne stadig for langt fra hinanden til, at et forlig var indenfor rækkevidde, fortæller chefforhandler for Fødevareforbundet NNF Jim Jensen.
Forligsmanden har indkaldt parterne til forhandlinger under hans ledelse søndag den 16. marts.
Andre overenskomster
Udover de fem ”store” overenskomster skal Fødevareforbundet NNF også forny overenskomsten med Horesta, samt en række overenskomster med vikarbureauer på butiksområdet og mejeriområdet.
Lidt længere fremme venter også forhandlingerne med Brugens Arbejdsgiverforening.
Forbundets to overenskomster med Daske Slagtermestre (DSM) udløber først 1. april, så her er der lidt længere tid at løbe på.