Er tallene grønne eller røde på din årsopgørelse?
Mandag den 24. marts udløses spændingen, når SKAT officielt åbner for årsopgørelsen 2024. Ofte kan du dog tjekke tallene allerede i weekenden op til på skat.dk.
Selv om SKAT automatisk får mange af dine oplysninger, bør du tjekke din årsopgørelse. Så mindsker du risikoen for at snyde dig selv for nogle fradrag – og i sidste ende penge.
Ender du alligevel med at skylde SKAT penge, er det en god idé at betale dem hurtigt. Det kan nemlig blive dyrt at vente. Det kan du læse mere om i bunden af artiklen.
Tre vigtige fradrag du bør tjekke:
Kørselsfradrag
Har du mere end 12 kilometer til din arbejdsplads, har du ret til kørselsfradrag – også kaldet befordringsfradrag. Det gælder nemlig også, hvis du tager cyklen, bussen, toget eller kører sammen med andre.
Kører du hver dag mellem 25-120 kilometer til og fra arbejde, er satsen 2,23 kr./km i 2024.
Kører du mere end 120 kilometer dagligt, er satsen på 1,12 kr./km i 2024.
Km til og fra arbejde hver dag |
Fradrag pr. km pr. dag 2024 |
0-24 km |
0 kr. |
25-120 km |
2,23 kr. |
Over 120 km |
1,12 kr. |
Kilde: Skat.dk
Du har selvfølgelig kun ret til fradrag for de dage, du rent faktisk kører til og fra arbejde.
SKAT har automatisk fastsat 216 arbejdsdage pr. år, så har du arbejdet flere dage, skal du rette antallet.
Tjek også, om afstanden mellem din bopæl og arbejdsplads er korrekt.
Har du ret til kørselsfradrag? Få svaret her: Beregn dit kørselsfradrag
Du kan rette dit kørselsfradrag på skat.dk/tastselv under rubrik 51 “Kørselsfradrag (befordringsfradrag)”.
Få mere at vide her: Kørselsfradrag (befordringsfradrag)
Servicefradrag
Har du fået hjælp til rengøring af hjemmet, pasning af børnene, havearbejde eller vinduespudsning?
Så kan du få fradrag for de serviceydelser på op til 11.900 kr. pr. person i husstanden over 18 år.
For at få servicefradraget skulle du dog have betalt for arbejde, som er udført i 2024, senest den 28. februar 2025. Betaler du senere, får du fradraget i det indkomstår, hvor du betaler.
Få mere at vide her: Se, om du kan få servicefradrag
Kontingent til fagforening og a-kasse
Når du er medlem af Fødevareforbundet NNF, kan du trække kontingentet til fagforeningen fra i skat. Det gælder også, hvis du er medlem af Fødevareforbundet NNF’s a-kasse.
Vi indberetter dit medlemskab til SKAT, så du automatisk får fradraget på optil 7.000 kroner for dine indbetalinger til fagforening og a-kasse.
Betal din restskat hurtigt. Det kan blive dyrt at vente
Har du stadig røde tal på din årsopgørelse, når alle fradrag er rettet? Så er det en god idé at betale din restskat hurtigst muligt, ellers kan det hurtigt blive dyrt.
Betaler du inden den 1. juli 2025, skal du betale en rente på 5,3 % fra 1. januar til og med den dato, du betaler. Så jo hurtigere du betaler din restskat, jo mindre skal du betale i renter.
Restskat for 2024 | Betaling midt april 2025 (inkl. rente på 5,3%) |
1.000 kr. | ca. 1.015 kr. |
5.000 kr. | ca. 5.076 kr. |
15.000 kr. | ca. 15.228 kr. |
Kilde: Skat.dk
Endnu dyrere bliver det fra den 1. juli 2025. Efter den dato skal du ikke betale 5,3% i rente.
I stedet udregner SKAT, hvad 7,3 % af din restgæld er, og lægger det beløb oven i din restgæld.
Skylder du fx 1.000 kr. i restskat, bliver der lagt et tillæg på 73 kr. oven i din gæld, så den samlet bliver på 1.073 kr.
Din nye samlede restskat regnes ind i din skat for 2026.
Derfor er det vigtigt, at du tjekker din årsopgørelse hurtigt i år og betaler din restskat, hvis du har mulighed for det.
Der er frist for at rette i sin årsopgørelse for 2024 den 1. maj 2025.
Årsopgørelsen: Vigtige datoer
24. marts: Årsopgørelsen 2024 er officielt tilgængelig i TastSelv
25. april: Udbetaling af overskydende skat
1 maj: Sidste frist for at ændre i årsopgørelsen.
1. juli: Deadline for indbetaling af restskat uden procenttillæg på 7,3 %