Wehlast: Mine medlemmer knokler. De skal have ret til en værdig tilbagetrækning

(Det talte ord gælder)

1. maj er der mange, der, ligesom jeg, har noget på hjerte.

Luften fyger med politiske budskaber, krav og opfordringer. Man skal holde tungen lige i munden for at få det hele med. 

Jeg skal gøre det nemt for jer. Som forbundsformand for Fødevareforbundet NNF har jeg kun ét budskab:

Fastfrys alderen for tidlig pension.

Lad folkepensionsalderen stige for alle, der kan.

Men fastfrys alderen for tidlig pension. Lad den blive ved de 64 år, som den er i dag. Så kan dem, der startede på arbejdsmarkedet, mens de stadig var teenagere, også i fremtiden forlade arbejdsmarkedet, mens de har livet i behold.

Jeg stod tidligt op i morges for at kunne være her til morgenkaffen. Men det er ingenting i forhold til, da jeg som 16-årig startede som bager. Vi mødte ikke tidligt – vi mødte midt om natten.

Og så knoklede vi ellers løs, så der var friskbagt brød, når solen stod op.

Det var en god tid. Men det var også hårdt arbejde - ligesom så mange andre steder i fødevarebranchen.

Fødevarearbejdere knokler 24/7

I nat mødte tusindvis af fødevarearbejdere ind på deres arbejde. For at bage rundstykkerne, vi spiste lidt tidligere. For at køre mælken til butikkerne. Og for at hakke farsen til frikadellerne.

De danske fødevarearbejdere arbejder døgnet rundt – 365 dage om året. De står op mange timer hver dag – på slagterkæden, ved pakkebåndet og i butikken. Nogle arbejder i frysehusenes isnende kulde. Andre står ved siden af den buldrende bageovn. Hver dag flytter de tusind tons kød, mel, sukker, ost, marcipan og tobak fra et sted til et andet. 

De danske fødevarearbejdere knokler! Og derfor er der en grænse for, hvor længe de kan blive ved. Deres knæ, skuldre og hofter bliver ikke stærkere, bare fordi akademikerne lever længere.

1. maj er både en festdag og en kampdag.

I dag hylder vi fællesskabet og glæder os over det, vi har opnået. Men det er også en dag, hvor vi står sammen om det, der stadig er uretfærdigt. Om det, der skal ændres. Og lige nu handler det om én ting: Pensionsalderen.

Snart stiger den igen. Om 15 år, i 2040, skal man være 70 år, før man kan gå på folkepension. Og hvis alderen for Tidlig Pension ikke bliver fastfrosset, skal man være 67 år, før man med værdighed kan forlade arbejdsmarkedet.

En pensionsalder på 70 år er måske ok, hvis man har brugt sit arbejdsliv bag et skrivebord. Hvis man har siddet på en ergonomisk korrekt kontorstol ved sit hæve-sænkebord.

Men for dem, der har arbejdet med kroppen – i kulde, varme, støj og tempo – er det komplet vanvittigt.

Fødevarearbejdere starter deres arbejdsliv tidligt. Når folkeskolen er slut, tager de fast på arbejdslivet. Hvis de skal arbejde til de bliver 67 år, er det 50 år med hårdt fysisk arbejde.

Med tunge løft, ensidigt gentagede bevægelser, skiftende arbejdstider, larm og støj. Det slider. På hænder, knæ, skuldre – og på kræfterne. Mange af mine medlemmer er allerede slidte, når de fylder 60. Ikke fordi de har forsømt noget – men fordi de har knoklet i over 40 år.

Jeg er med på, at mange lever længere, end de gjorde tidligere. Men ikke alle. Ikke dem, der har arbejdet hårdt hele livet. Mine medlemmer lever kortere end gennemsnittet.

Hvis de skal have bare nogle få gode år som pensionister – sammen med familien, i campingvognen, med hænderne i haven eller fødderne oppe, så har de ikke flere arbejdsår at give af.

Politikere: Lyt til os

Vi har kæmpet for retten til tidlig pension, og vi er stolte af den. Den giver håb og værdighed til mange. Vi må ikke lade den blive udhulet af en stigende folkepensionsalder. 

Vi kan ikke lade tilbagetrækningsalderen stige for dem, der allerede har givet mere end rigeligt.

Hvis der er nogle politikere, der lytter med nu, så slå ørene ud.
Lyt til os. 
Lyt til dem, der ved, hvad det vil sige at arbejde et helt liv med kroppen. 
Lyt til dem, der ikke beder om meget – blot om at beholde retten til en værdig tilbagetrækning, når de fylder 64 år.

Socialdemokratiet har lyttet før.

Mette stod for knap fem år siden på slagteriet i Horsens og sagde, at dem med de længste arbejdsliv skulle have en værdig vej ud.

Den sætning husker vi. Og vi håber, at Socialdemokraterne stadig mener det. For Socialdemokratiet er et arbejderparti. Og med det følger, at de skal tage arbejdernes virkelighed alvorligt. Og virkeligheden er, at mange af vores folk ikke kan holde til en højere pensionsalder.

Hvis politikerne ønsker et Danmark i balance, så kræver det også balance i livet. Ikke kun mellem arbejde og fritid, men mellem arbejdsliv og pension.

Det skylder vi dem, der har bygget det her land – ikke med PowerPoints, regneark og lange dokumenter, men med deres hænder.

Det handler om respekt.
Det handler om retfærdighed.
Og det handler om, hvilket samfund vi vil være.

Fællesskab kræver fælles sprog

Inden jeg slutter af, har jeg en sidste ting, jeg gerne vil vende med jer i dag. 

Det er jo Arbejdernes Internationale Kampdag. Men det der ”internationale” er ikke helt uden komplikationer. Pointen er, at arbejdere skal stå sammen på tværs af grænser. Men i vores branche ser vi en udvikling, hvor arbejdsgiverne trækker arbejdskraft tværs over landegrænser.

I mange år har fødevareindustrien taget imod nye kolleger fra resten af Europa – især fra Østeuropa. Men i de senere år er arbejdsgiverne gået på jagt efter arbejdskraft udenfor Europa. Særligt i Afrika og i Asien.

Vi tager nu imod kolleger, der i sagens natur hverken taler eller forstår dansk - men rigtig, rigtig mange kan heller ikke begå sig på engelsk.

Og så bliver det svært. Ikke bare at tale sammen, men også at arbejde sammen. I fødevareindustrien er det god gammeldags sidemandsoplæring, der sikrer, at nye kolleger lærer arbejdet at kende. Men sidemandsoplæring fungerer kun, hvis man rent faktisk kan tale med sin sidemand.

De voldsomme sprogudfordringer slider på de erfarne medarbejdere. Det skaber usikkerhed i produktionen. Og det går ud over det sociale fællesskab på arbejdspladsen.

Forstå mig ret: Vi har brug for udenlandsk arbejdskraft! Men vi har også brug for, at vi kan tale med vores kolleger. Vi har brug for en garanti for, at dem, der kommer hertil langvejsfra, bliver en del af arbejdsfællesskabet – både fagligt og socialt.

Og den garanti skal arbejdsgiverne gi’ os. De skal bære ansvaret for at sikre, at nye kolleger lærer dansk, så arbejdsfællesskabet kan fungere. Både på tværs af landegrænserne og på den enkelte arbejdsplads.

Fællesskab kræver fælles sprog.

Rigtig god 1. maj!