96 % af medlemmerne af Fødevareforbundet NNF, der arbejder som gourmetslagtere under overenskomsten med Danske Slagtermestre, har stemt JA til deres nye overenskomst.
Det viser tal fra afstemningen, som sluttede torsdag den 8. maj.
Resultatet betyder, at medlemmerne nu får glæde af de mange forbedringer i den nye overenskomst.
Det bliver fx muligt at holde barnets 3. sygedag, at holde omsorgsdage for børnebørn og at holde fri til at følge et nærtstående familiemedlemmer til læge eller lignende.
De fleste forbedringer gælder med tilbagevirkende kraft pr. 1. april 2025.
Enkelte træder dog i kraft senere – fx de to ugers ekstra barselsorlov, som først gælder for børn født/modtaget den 1. juni 2025 eller senere.
Det lyder godt, men hvornår stiger min løn, spørger du måske. Det får du svar på her:
Se, hvornår forbedringerne træder i kraft
- Timelønnen stiger med 5,00 kr. den 1. april 2025
- Timelønnen til voksenelever og oplæringslønnen stiger også med 5,00 kr. den 1. april 2025
- Lønnen til ungarbejdere og elever stiger 4 % den 1. april 2025
- Genetillæg stiger 3,5 % den 1. april 2025
- Arbejdsgiverens indbetaling til pension stiger 1 % den 1. juni 2025
Løn, genetillæg og fritvalgsordning stiger endnu mere i 2026 og 2027. Se, hvornår de yderligere stigninger træder i kraft på DSM Butik.
Tak for opbakningen
Det flotte resultat og opbakningen glæder forhandlingssekretær Mette Bisgaard:
– Jeg er dybt taknemmelig over det overvældende ja til den nye overenskomst. Det er et kæmpe rygstød, at vores medlemmer bakker så massivt op om vores forhandlingsresultat, siger hun og fortsætter:
– Jeg er også imponeret over den høje stemmedeltagelse. Det er anden gang, at vores medlemmer stemmer elektronisk, og denne gang har 54 % af medlemmer stemt. Det er 4 % flere end ved sidste overenskomstforhandling, så vi bevæger os i den rigtige retning.
Fødevareforbundet NNF mangler endnu en sidste overenskomstforhandling, før der kan sættes punktum for OK25. Det er forbundets overenskomst med Brugens Arbejdsgiverforening (BA), der dækker de bagere og slagtere, der arbejder i selvstændige brugsforretninger.
Få mere at vide om de mange nye overenskomster på OK25.nnf.dk