Medlemsinfo

Bortvist eller opsagt? Her er forskellen – og hvad du skal være opmærksom på

Du har fået at vide, at du ikke længere skal møde op på din arbejdsplads. Men forskellen på om du er opsagt eller bortvist er stor – og det kan have store økonomiske konsekvenser for dig.

At miste sit job er altid alvorligt. Men der er stor forskel på, om du bliver opsagt eller bortvist.

Begge dele betyder, at dit ansættelsesforhold slutter – men måden, det sker på, og konsekvenserne for dig, er meget forskellige.

Først får du forklaringen på, hvad en opsigelse og en bortvisning er. Længere nede i artiklen kan se du, hvad du skal gøre, hvis en af delene sker for dig.

Hvad er en opsigelse?

En opsigelse betyder, at arbejdsgiveren afslutter din ansættelse med et varsel – altså med en periode, hvor du stadig modtager løn. Hvor langt varslet er, afhænger af, hvad der står i din overenskomst.

Opsigelsen skal være sagligt begrundet – fx på grund af omstruktureringer, nedgang i produktion, lukning af virksomheden, samarbejdsvanskeligheder eller utilfredsstillende arbejdsindsats.

En opsigelse må ikke være begrundet i ulovlig forskelsbehandling, fx køn, alder eller handicap.

Hvis du er medlem af en a-kasse, kan du få dagpenge fra den første dag, du er ledig.

Hvad er en bortvisning?

En bortvisning er en opsigelse med øjeblikkelig virkning – uden varsel og uden løn fra den dag, du bortvises. Det er den alvorligste sanktion, en arbejdsgiver kan bruge, og den er derfor forbeholdt tilfælde, hvor du som medarbejder har misligholdt dine pligter groft.

Eksempler på forhold, der kan føre til bortvisning:

  • Tyveri fra arbejdspladsen
  • Vold eller trusler
  • Grov illoyalitet
  • Udeblivelse fra arbejde uden grund
  • Alvorlige overtrædelser af sikkerhed eller tillid

Hvis du er medlem af en a-kasse, kan du først få dagpenge efter en karantæne på tre uger. Det skyldes, at du selv er skyld i, at du ikke længere er ansat på din arbejdsplads.

Faktaboks: Her er forskellen på opsigelse og bortvisning

Opsigelse

Bortvisning

Varsel: Du får løn i opsigelsesperioden

Øjeblikkelig: Løn stopper samme dag

Krav om saglig begrundelse

Krav om væsentlig misligholdelse

Du kan ofte forhandle fratrædelsesvilkår

Du mister typisk retten til godtgørelse

Du kan få dagpenge uden karantæne

Du får karantæne i a-kassen (3 uger)

Kan være led i en proces med advarsler

Bruges kun ved meget alvorlige forhold

Hvad hvis bortvisningen er uberettiget?

Hvis du bliver bortvist uden, at der er en tilstrækkelig alvorlig grund, kan bortvisningen være uberettiget. Så kan du have ret til at få erstatning for det opsigelsesvarsel, du skulle have haft – og måske også en godtgørelse for usaglig afskedigelse.

Det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at bortvisningen er berettiget. Har du ikke gjort noget, der retfærdiggør en så hård sanktion, kan du altså kræve løn og feriegodtgørelse for det opsigelsesvarsel, du blev snydt for.

Få 7 gode råd til, hvad du skal gøre, hvis du bliver opsagt eller bortvist

Hvis du bliver opsagt:

  • Kontakt din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF.
  • Tjek om opsigelsen er saglig og i overensstemmelse med gældende regler.
  • Bed om en skriftlig begrundelse.

Hvis du bliver bortvist:

  • Kontakt straks din tillidsrepræsentant eller fagforening.
  • Tilmeld dig jobcentret og a-kassen hurtigst muligt.
  • Bed om en skriftlig bekræftelse.
  • Protestér skriftligt, hvis du mener, bortvisningen er uberettiget.

Husk: Både en opsigelse og en bortvisning kan også gives mundtligt.

Få hjælp af Fødevareforbundet NNF

Er du blevet opsagt eller bortvist, opfordrer vi altid til, at du kontakter din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF på tlf.: 3818 7272.