Det har været et stormfuldt forår på de finansielle markeder.
Så hvad gør pensionsselskaberne for at passe på din opsparing i de usikre tider? Den tanke har måske strejfet dig.
Her får du tre grunde til, at du som medlem med pensionsopsparing i Industriens Pension eller PensionDanmark kan sænke skuldrene en smule.
Din pensionsopsparing er langsigtet
Pensionsopsparingen opbygges gennem hele arbejdslivet. Med løbende indbetalinger investerer du både, når markedet er oppe, og når det er nede. Al historik viser, at investeringerne over tid giver en god forrentning, som øger din opsparing markant på den lange bane.
Samtidig har både Industriens Pension og PensionDanmark lagt investeringsstrategier, som sigter mod at mindske de udsving, der periodevis forekommer på især aktiemarkedet. Derfor har begge skabt solide, positive afkast på lang sigt. Og begge selskaber står godt rustet til fortsat at kunne levere gode afkast på den lange bane.
Mindre risiko tæt på pensionsalderen
Der bliver automatisk skruet ned for risikoen og andelen af aktier i opsparingen, når du nærmer dig pensionsalderen. Derfor vil eventuelle tab i perioder med faldende finansmarkeder typisk blive mindre og mindre i takt med, at alderen stiger.
Brede investeringer kan begrænse tab
Både Industriens Pension og PensionDanmark spreder investeringerne ud på mange forskellige områder, så alt ikke udelukkende afhænger af udviklingen på det børsnoterede aktiemarked.
Dit pensionsselskab investerer også store beløb i for eksempel ejendomme, obligationer, infrastruktur og meget andet. Og netop de spredte investeringer er med til at skabe mere stabilitet i perioder, hvor aktiemarkedet svinger kraftigt. På den måde mindskes risikoen for samlede tab samtidig med, at du stadig kan få fornuftige langsigtede afkast fra din pensionsopsparing.