Nyhed

OK25: Ny overenskomst til bagere og slagtere i selvstændige brugsbutikker

Fødevareforbundet NNF og Brugsens Arbejdsgiverforening (BA) har underskrevet en ny 3-årig overenskomst for de bagere og slagtere, der arbejder i de selvstændige brugsbutikker. Forliget er samtidig et flot punktum for OK25.

Den sidste underskrift ved OK25 er sat.

I dag kunne Mette Bisgaard, forhandlingssekretær i Fødevareforbundet NNF, sætte sin underskrift på en ny 3-årig overenskomst for bagere og slagtere i selvstændige brugsbutikker. 

Forliget læner sig op ad Produktionsoverenskomsten mellem Fødevareforbundet NNF og Dansk Erhverv, men én særlig ting er værd at fremhæve.  

- Jeg synes, vi har landet en stærk aftale. Vi sikrer medlemmerne lønstigninger, men også mere frihed og fleksibilitet i hverdagen. Og så har vi forhandlet et vederlag til tillidsrepræsentanter hjem på 9000 kr. årligt, fortæller Mette Bisgaard og fortsætter:

- Jeg vil gerne takke til arbejdsgiverne for et godt og konstruktivt forløb, hvor fokus hele vejen igennem har været ønsket om at nå frem til et fælles resultat. Det har været afgørende for, at vi i dag står med en aftale, vi både kan være stolte af og bygge videre på.

Afstemningen om den nye overenskomst starter mandag den 16. juni kl. 09.00 og løber til onsdag den 9. juli 2025 kl. 14.00. Stemmer medlemmerne ja til den, får den virkning med tilbagevendende kraft pr. 1. marts 2025.

Et flot punktum for OK25

Med dagens forlig i hus er alle Fødevareforbundet NNF’s overenskomster ved OK25 nu på plads. 

Vi når længst, når lønmodtagere og arbejdsgivere møder hinanden med respekt og en vilje til at finde fælles løsninger.
- Jim Jensen

Chefforhandler og næstformand i Fødevareforbundet NNF, Jim Jensen, ser tilbage på et OK25, der er forløbet både godt og flot:

- Forliget sætter et flot punktum for et vellykket OK25. Vi er lykkedes med at opnå selvstændige resultater på samtlige overenskomster, og det kan vi være stolte af. Det er resultatet af hårdt arbejde, dygtige forhandlere og ikke mindst en konstruktiv tilgang fra begge sider af bordet, siger Jim Jensen og afslutter:

- Vi når længst, når lønmodtagere og arbejdsgivere møder hinanden med respekt og en vilje til at finde fælles løsninger. Heldigvis har vores medlemmer også været tilfredse, og de har kvitteret med tårnhøj stemmedeltagelse og kæmpestore ja’er. Det håber jeg også, at vores medlemmer på den her overenskomst vil gøre.

FØLG MED HER: SE ALT OM OK25