”Det kan ikke være rigtigt”.
Det var hans første tanke. Men da det i januar gik op for den ene af de tre tidligere slagteriarbejdere, at han havde vundet over Danish Crown i landsretten, råbte og skreg han af glæde.
Nu er glæden afløst af frustration. Der er gået fem måneder siden sejren, men sagen er ikke afsluttet endnu.
Den tidligere slagteriarbejder ønsker at være anonym. Fødevareforbundet NNF er bekendt med hans rigtige identitet.
Det er ulideligt at gå at vente. Jeg føler, at målstregen hele tiden bliver rykket.
Den lange ventetid og uvisheden påvirker den 66-årige tidligere slagteriarbejder. Han har brug for en afklaring.
– Det er ulideligt at gå at vente. Jeg føler, at målstregen hele tiden bliver rykket. Nu går der tre uger mere, hvor vi skal vente på, at Danish Crown beslutter, om vi skal i Højesteret, siger han og fortsætter:
– På den ene side er det godt, fordi der sker noget i sagen, og vi får en beslutning at forholde os til. Men samtidig er jeg bekymret for, hvor lang tid det vil tage at få sagen gennem Højesteret, hvis vi skal det.
”Det har ødelagt mig fuldstændig”
Han har allerede ventet i lang tid. Til sommer er det fem år siden, at han blev syg. Han blev smittet med Covid-19 i juli 2020 under det store smitteudbrud på Danish Crown i Ringsted.
– Kom du nogensinde tilbage på arbejde? spurgte anklageren ham, da han afgav vidneforklaring under retssagen i Østre Landsret i oktober 2024.
– Nej. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke. Det har ødelagt mig fuldstændig, svarede han, inden stemmen knækkede.
Jeg er bekymret for, at jeg ikke når at opleve det. At jeg dør, inden der kommer en afgørelse.
Efter 38 år på slagteriet blev Covid-19 afslutningen på hans arbejdsliv. Han fik anerkendt sygdommen som en arbejdsskade, men kæmper stadig med senfølgerne og er i dag på seniorpension.
Håber på en aftale med Danish Crown
Som tiden går, er der især én bekymring, der fylder mere og mere: Bliver ventetiden så lang, at hans egen tid når at løbe ud?
– Jeg er bekymret for, at jeg ikke når at opleve det. At jeg dør, inden der kommer en afgørelse. Jeg håber det selvfølgelig ikke, men hvis vi skal i Højesteret, så kan der gå mange år endnu, før det bliver sat et endeligt punktum, siger han og tilføjer:
– Derfor håber jeg stadig på, at vi kan lave en aftale med Danish Crown, så sagen kan blive afsluttet.
Danish Crown har indtil den 25. juni til at beslutte, hvad der skal ske i sagen. Vælger Danish Crown at klage, bliver det op til Højesteret at afgøre sagen.
Faktaboks: Slagteriarbejderes retssag mod Danish Crown
Danish Crown havde i sommeren 2020 massive udfordringer med COVID-19 på slagteriet i Ringsted.
Smitteudbruddet blev så omfattende, at slagteriet måtte lukke ned i en periode, og 165 slagteriarbejdere fik anmeldt sygdommen som en arbejdsskade.
Tre tidligere slagteriarbejdere fra lagt sag mod mod Danish Crown, fordi de blev smittet med COVID-19 på slagteri i sommeren 2020. De mener ikke, at Danish Crown gjorde nok for at beskytte dem mod smitten.
Sagen er principiel, fordi den sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget ansvar arbejdsgivere har for deres medarbejdere under pandemier. Derfor kan den få betydning for lignende sager i fremtiden.
Landsretten gav den 10. januar slagteriarbejderne medhold.
Nu har Danish Crown fået grønt lys til at tage sagen helt til Højesteret.