Har du været ansat på en virksomhed i over 25 år, er du særligt beskyttelse mod fyring.
Det gælder især ved nedskæringer og fyringsrunder, hvor arbejdsgiveren skal tage ekstra hensyn til din anciennitet.
Her får du fem tips, som kan gøre en forskel, hvis du bliver opsagt.
1. Du kan stadig blive fyret – men det er sværere
25-års-reglen betyder, at din arbejdsgiver skal tage særligt hensyn til dig – og kunne dokumentere, at opsigelsen er saglig.
Der skal være taget højde for både dine kvalifikationer, anciennitet og medarbejdergruppens sammensætning.
2. Din arbejdsgiver skal forsøge at finde andre opgaver til dig
Din arbejdsgiver skal kunne dokumentere, at vedkommende har forsøgt at finde andre opgaver til dig, før du kan opsiges.
3. Usaglig opsigelse kan give dig en godtgørelse
Hvis din fagforening vurderer, at fyringen er i strid med 25-års-reglen, kan der blive rejst krav om godtgørelse.
Størrelsen afhænger som regel af, hvor længe du har været ansat. Er du f.eks. blevet opsagt efter 30 år, kan du som udgangspunkt have krav på 30 ugers ekstra løn i kompensation.
4. Få altid Fødevareforbundet NNF til at tjekke din opsigelse
Står du med en opsigelse, bør du ikke stå alene.
Din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF kan hjælpe dig med at vurdere, om opsigelsen er saglig, og om du har krav på godtgørelse eller andre rettigheder. Forbundet kan også føre din sag, hvis det bliver nødvendigt.
5. Din anciennitet tæller – også hvis du bliver genansat
Ancienniteten har betydning for både opsigelsesvarsel og rettigheder i øvrigt.
Hvis du bliver fyret og genansættes inden for 9 måneder (f.eks. efter en fyringsrunde), kan du genindtræde med din tidligere anciennitet. Det kan få stor betydning for dine rettigheder fremover.
Jeg lovede dig 5 vigtige tips, men her får du et ekstra:
Er du blevet opsagt – især efter mange års arbejde – så kontakt Fødevareforbundet NNF på 3818 7272. Det kan gøre en stor forskel.