Første dag efter barslen blev ikke, som Cecilie Lindholm-Clausen havde håbet.
Hun havde set frem til at komme tilbage på arbejde som mejerist, men i ugerne op til var der varslet fyringer på Arlas fabrik Arinco. 160 medarbejdere stod til at miste deres job.
Derfor sad hun og kollegerne klar ved telefonerne den dag i september 2024. Da telefonen vibrerede og chefens navn dukkede op på skærmen, vidste Cecilie godt, hvad det drejede sig om.
Kort tid efter fik hun beskeden.
Hun var fyret - men først med virkning fra marts 2026.
Hvordan reagerer man på sådan en besked? Skal man blive i jobbet, eller skal man gå?
Svaret var ikke lige til for Cecilie.
Men inden vi når til den beslutning, skal vi først forbi dagen, hvor hun fik beskeden.
Èn fyring, mange spørgsmål
Fyresedlen ramte Cecilie hårdt. Også selvom hun inderst inde godt vidste, at hun kunne ende med at være en af de medarbejdere, der skulle afskediges på Arinco.
- Min første tanke var: Hvorfor lige mig? Hvad har jeg gjort galt? Jeg var mest af alt ked af det, men også lidt vred over situationen. Samtidig havde jeg også en fornemmelse af, at jeg måske skulle have gjort det bedre, siger hun og uddyber:
- Følelserne væltede rundt i mig. Jeg tænkte både på mig selv og på familien. Kan det ende med at betyde, at vi skal sælge huset?
Kan det ende med at betyde, at vi skal sælge huset?
Tankerne fløj hurtigt hen på hendes mand, som også arbejdede på Arinco.
Hvad skulle de stille op, hvis han også blev fyret?
Hverdagen i limbo
Dagene og ugerne efter fyringen var hårde for Cecilie. Hendes mand mistede ikke sit job, men stemningen i afdelingen på Arinco var trykket blandt kollegerne.
- Der lå en tung dyne over os, for vi var jo virkelig mange, der var berørte og kede af det. Vi kunne heldigvis være sammen om det og støtte hinanden, siger hun og fortsætter:
- Og selvom det ikke var hans skyld, havde jeg lidt ondt i maven over at se min chef. Det var jo ikke hans eget valg, men det giver bare en knude i maven at gå på arbejde, hvor man er blevet fyret.
Cecilie trivedes ikke i hverdagen efter fyringen, og derfor valgte hun at takke ja til at komme over i en anden afdeling på Arinco.
Den beslutning har hun været glad for: Arbejdsopgaverne er gode, det samme er kollegerne.
Men slutdatoen i marts 2026 står fortsat fast i det nye job.
Et skridt ad gangen mod næste kapitel
Hvad med fremtiden? Det har Cecilie tænkt på. Ofte og meget.
- Når man får en så lang opsigelse, er det umuligt ikke at tænke på, om man skal blive i jobbet eller finde noget nyt. Det har været svært at slukke for tankerne, fortæller hun.
Der er under et år tilbage af opsigelsesperioden, og mens nogle af kollegerne har valgt at tage videre, er andre blevet.
Jeg er overbevist om, at fremtiden bringer noget godt.
Selv er Cecilie optimistisk for fremtiden - og så er hun kommet frem til et svar på det spørgsmål, hun har stillet sig selv mange gange.
- Jeg bliver i min stilling, for jeg føler, at jeg skal være med til at afslutte det her på Arinco. Det føles rigtigt, og det er der også noget stabilitet i. For mig og for familien, siger hun og afslutter:
- Jeg er overbevist om, at fremtiden bringer noget godt. Hvad det præcis bliver, skal jeg og min familie finde ud af sammen.
