Foto af Rune Evensen
Nyhed

Nye tal fra Danish Crown: Slagteriarbejdere får 500.000 ekstra grise

Slagteriarbejderne hos Danish Crown kan se frem til at modtage en halv million flere grise end forventet. Det glæder forbundsnæstformanden i Fødevareforbundet NNF, at udviklingen med mangel på slagtegrise nu forhåbentlig ser ud til at vende.

500.000 flere grise.

Det er der ”meget sandsynligt” på vej til slagteriarbejderne hos Danish Crown. Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.

Det glæder mig meget, at vores mange medlemmer på Danish Crowns slagterier nu kan se frem til at få en halv million flere grise mellem hænderne.
- Jim Jensen, forbundsnæstformand i Fødevareforbundet NNF

Danish Crown forventer nemlig at sende 8,4 millioner grise gennem de danske slagterier i 2025/2026, og det er en halv million flere end de 7,9 millioner grise, koncernen oprindeligt havde forventet.

– Det glæder mig meget, at vores mange medlemmer på Danish Crowns slagterier nu kan se frem til at få en halv million flere grise mellem hænderne, siger Jim Jensen, der er forbundsnæstformand i Fødevareforbundet NNF og fortsætter:

– Alt, alt for mange slagteriarbejdere har gennem årene mistet deres job på grund af manglende slagtegrise. Det er kun et år siden, at slagteriet i Ringsted måtte lukke, og året før stod Danish Crown i Sæby for skud. Derfor er det virkelig gode nyheder, at den triste udvikling nu forhåbentlig ser ud til at vende.

Den nye prognose vil ifølge Jim Jensen betyde ca. 160.000 slagtninger om ugen hos Danish Crown, men han påpeger også, at for bare 20 år siden var tallet omkring 435.000 pr. uge.

Positivt med prisstigning

Der er flere forskellige grunde til, at Danish Crown nu opjusterer forventningerne.

Én af dem er, at koncernen på det seneste har øget svineslagtenoteringen – altså prisen, som landmanden får pr. kilo slagtegris – betydeligt.

I uge 28 er noteringen på 14,10 kr. pr. kg., og det er over 5 kr. mere pr. kilo i forhold til august 2021, hvor noteringen var på 8,90 kr. pr. kg.

Den højere notering øger landmændenes incitament til at sende grisene til slagtning på Danish Crowns slagterier. Det er positivt.
- Jim Jensen, forbundsnæstformand i Fødevareforbundet NNF

Prisstigningen har ifølge Jim Jensen betydning for landmændenes beslutning om enten at lade grisene blive slagtet i Danmark eller at eksportere dem til udlandet som smågrise og få en højere pris for dem:

– Det er klart, at den højere notering øger landmændenes incitament til at sende grisene til slagtning på Danish Crowns slagterier. Det er positivt. I Fødevareforbundet NNF har vi gennem flere år kæmpet for at danske grise skal slagtes i Danmark, men de danske slagtegriseproducenter har af økonomiske årsager valgt at sende grisene ud af landet og underminere både deres eget selskab og branchen, siger Jim Jensen og fortsætter:

– Det har haft store konsekvenser for mange slagteriarbejdere, som har mistet deres job. Derfor har vi i lang tid efterspurgt, at de danske landmænd tog et større ansvar for danske arbejdspladser. Udsigten til en halv million flere grise tyder på, at ejerne har genvundet tilliden til Danish Crown. Det glæder os, og det godt for både slagteriarbejderne, for branchen og for bevarelsen af danske arbejdspladser, siger Jim Jensen.

Yderligere en halv million grise på vej?

Udover den halve million grise kan der være yderligere 500.000 grise på vej.

Danish Crown kan ifølge pressemeddelelsen med ”nogen sandsynlighed” ende med at sende 8,9 millioner grise gennem koncernens slagterier, som har en samlet slagtekapacitet på 9,4 millioner grise. Der er også mulighed for, at slagterierne være helt fyldt om et år.

– Hvis de prognoser holder stik, er det jo fantastisk. Jeg ser meget frem til at følge den udvikling, som Danish Crown er inde i, siger Jim Jensen.