Jeg mener

Kampen slutter aldrig!

Generaladvokatens anbefaling om at annullere EU’s mindstelønsdirektiv er en glimrende optakt til OK25. Det mener afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Sjælland & Øerne Henrik Tonnesen

Det betaler sig at kæmpe, og det betaler sig at blive ved med at kæmpe - både på de indre og ydre linjer. EU-domstolens generaladvokat har i denne uge anbefalet en fuld annullation af EU’s mindstelønsdirektiv. Underforstået må man derfor konkludere, at ”Den Danske Model” har fået nye og flere venner i EU, herunder generaladvokaten.

Det kan jeg godt forstå, for selvom vores model er 126 år, så er den stadig smuk, og den er et kæmpestort og stærkt aktiv for hele Danmark. Det er den danske model, der sikrer ro, stabilitet, velstand samt et velfungerende samarbejde på det danske arbejdsmarked, og det er lige netop det, der brug for i disse år. Ikke kun i Danmark, men i hele EU. 

Det er den danske model, der sikrer ro, stabilitet, velstand samt et velfungerende samarbejde på det danske arbejdsmarked
- Henrik Tonnesen, afdelingsformand Sjælland & Øerne

Derfor er det ikke mindre end fantastisk, at der nu er sendt en anbefaling til EU-domstolen om at ophæve mindstelønsdirektivet. Det er et stort skridt i den rigtige retning.

Fællesskabets styrke

Samarbejdet internt i fagbevægelsen og med en bred pallette af politikere, og særligt det socialdemokratiske medlem af EU-parlamentet Marianne Vind, har båret frugt. Endnu engang har et lille land vist stort fællesskab.

Det skal vi naturligvis fejre og glæde os over, men så heller ikke mere end det. For generaladvokaten er kun kommet med en anbefaling, og kampen slutter aldrig! Derfor skal vi, mens vi venter på en endelig afgørelse, vise generaladvokaten og alle andre, at vi godt selv kan klare opgaven.

Ved OK25 skal vi vise, at vi ikke vil finde os i, at folketinget skal blande sig i spørgsmål om, hvor mange arbejds- og fridage vi har
- Henrik Tonnesen, afdelingsformand Sjælland & Øerne

Afskaffelsen af bededag er en torn i øjet

Over det ganske land er vi i gang med OK25. Her har vi endnu engang mulighed for at vise alle, også modstanderne af den danske model, at forhandlingens vej, er den rigtige vej.

Ved OK25 skal vi vise, at vi ikke vil finde os i, at folketinget skal blande sig i spørgsmål om, hvor mange arbejds- og fridage vi har. Afskaffelsen af bededag, anser jeg som en panikløsning fra regeringens side.

Hverken regeringens medlemmer, eller deres folketingsmedlemmer, havde styr på argumenterne. Forklaringerne hang ikke sammen, undskyldningerne stod i kø, og vi står nu tilbage med en vingeskudt regering, der kæmper for overlevelse i resten af valgperioden.

Afskaffelsen af bededag betyder, at forbedringer af fritvalgsordningen er et stort tema ved OK25. Lønmodtagerne vil have mulighed for at vælge flere fridage. Lykkes det, er det en sejr, men det er stadig en torn i øjet, at regeringen afskaffede bededag.