I fem år har de været i konflikt mod Jensens Bøfhus. Nu er den slut.
Siden 2020 har medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder hos Jensens Foods og KødGrossisten, været en del af 3F’s konflikt med restaurantkæden Jensens Bøfhus.
Nu har 3F aflyst konflikten, fordi Jensens Bøfhus er opkøbt at restaurantkæden Bones, som har overenskomst med 3F.
Stor tak til vores tillidsrepræsentanter og medlemmer hos Jensens Foods og KødGrossisten for opbakningen.
Derfor er sympatikonflikterne hos Jensens Foods og KødGrossisten også aflyst.
– Stor tak til vores tillidsrepræsentanter og medlemmer hos Jensens Foods og KødGrossisten for opbakningen. De blev inddraget i konflikten for at støtte op om 3F og deres medlemmer, og det har vores medlemmer gjort, siger Anette S. Larsen, forhandlingssekretær i Fødevareforbundet NNF og fortsætter:
– Det viser styrken ved den danske model. Hvis Fødevareforbundet NNF en dag kommer i konflikt, kan vi også regne med, at 3F bakker os op og sympatikonflikter.
Stop for levering af kød til Jensens Bøfhus
3F har siden 2020 ligget i konflikt med Jensens Bøfhus, fordi restaurantkæden opsagde overenskomsten for deres tjenere.
For at lægge pres på Jensens Bøfhus startede Fødevareforbundet NNF sympatikonflikter på Jensens Foods og KødGrossisten, der begge forarbejdede og leverede kød til Jensens Bøfhus.
Sympatikonflikterne betød, at medlemmer af Fødevareforbundet NNF ikke måtte fremstille, pakke eller håndtere produkter til Jensens Bøfhus.
– Når en arbejdsgiver opsiger en overenskomst for at sætte lønmodtagere ned i løn, så er hele fagbevægelsen nødt til at reagere. Jensens Foods og KødGrossisten leverer bøffer til Jensens Bøfhus så vores bidrag til 3F’s konflikt er at stoppe den leverance, sagde Jim Jensen, næstformand i Fødevareforbundet NNF tilbage i 2020.
Jensen Bøfhus har 15 restauranter i Danmark. 12 af dem overtages af Bones, der i første omgang vil drive restauranterne videre, indtil nogle af dem konverteres til Bones-restauranter før sommeren 2026, mens de øvrige drives videre i et andet koncept.
Faktaboks: Det handlede konflikten om
Konflikten mellem 3F og Jensens Bøfhus skyldtes, at Jensens Bøfhus opsagde overenskomsten for deres tjenere.
Jensens Bøfhus ville have samme overenskomst med 3F, som restaurant Flammen har. Flammen aflønner såkaldte "enhedsmedarbejdere" i restauranten 20 kroner lavere i timen end tjenerne på Jensens Bøfhus.
Restaurant Flammen har buffet og ikke bordservering som på Jensens Bøfhus. Derfor holdt 3F holdt fast i, at tjenerarbejde skulle aflønnes som tjenerarbejde – ikke som afrydder.
I marts 2020 lockoutede Jensens Bøfhus de medarbejdere, der var medlem af 3F. Formålet med lockouten var at frigøre sig fra overenskomsten. I april 2020 var Jensens Bøfhus ude af den overenskomst, de har haft i mere end 30 år med 3F.
Siden har parterne ligget i konflikt.
I september 2020 startede Fødevareforbundet NNF en sympatikonflikt hos Jensens Foods, og i december 2020 blev medlemmerne hos KødGrossisten også omfattet af en sympatikonflikt.
Faktaboks: Hvad er en sympatikonflikt?
Hvis en fagforening ligger i konflikt med en arbejdsgiver, der ikke vil indgå overenskomst, kan fagforeningen bede andre fagforeninger under Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) om hjælp til konflikten.
De andre fagforeninger kan hjælpe ved fx at iværksætte sympatikonflikter.
En sympatikonflikt går ud på, at medlemmerne fra andre fagforeninger afviser at udføre arbejde til den virksomhed, der ikke vil indgå en overenskomst.
Når medlemmerne af Fødevareforbundet NNF hos Jensens Foods og KødGrossisten A/S ikke vil levere til Jensens Bøfhus, støttede medlemmerne 3F’s kamp for at indgå en overenskomst med Jensens Bøfhus.