Det er aldrig rart at få en fyreseddel.
Nogle fyringer ser man komme, mens andre rammer som et lyn fra en klar himmel. De fyringer, hvor man spørger sig selv: Kan det virkelig passe?
For kan du fx blive fyret for at tage en halvtom sodavandsflaske med hjem fra arbejde?
Det kan du få svar på her, hvor vi har samlet 5 af de vildeste fyringer.
De første fire er fyringer, som vores medlemmer har været udsat for. Den femte har vi hentet udefra.
Men inden vi når dertil, så husk: Du står aldrig alene. Har du fået en mundtlig eller skriftlig advarsel, eller er du blevet opsagt eller bortvist, kan du altid kontakte din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF på tlf.: 3818 7272.
1: Fyret for en halvtom sodavandflaske
En medarbejder tog en halvtom sodavandsflaske med hjem fra arbejde. Næste dag blev han bortvist for tyveri. Derfor gik Fødevareforbundet NNF ind i sagen, og et forlig sikrede medarbejderen en godtgørelse på i alt 210.000 kroner.
Men episoden rejste spørgsmålet: Hvor går grænsen egentlig for tyveri på jobbet? Det kan du blive klogere på her.
2: Fyret efter Facebook-opslag
Et blik på lønsedlen gjorde Heidi Hermansen så frustreret, at hun skrev et opslag i en lukket Facebook-gruppe for kollegerne hos Scandinavian Tobacco Group. Kort efter blev hun bortvist.
Intentionen var ellers god: Hun ville advare kollegerne om en fejl, hun havde fundet, så de kunne tjekke deres egne lønsedler. Fødevareforbundet NNF gik ind i sagen, og den endte i retten.
Se, hvordan det endte for Heidi her.
3: Fyret efter ulykke med truck
“Jeg var lidt uopmærksom et øjeblik, og så gik det galt.”
Terminalarbejder Ole Ditlevsen fik en skriftlig advarsel, da han påkørte to kollegaer på Arla i Christiansfeld. Men to dage senere var advarslen blevet til en fyreseddel. Fødevareforbundet NNF mente, at opsigelsen var usaglig – og derfor endte sagen i retten.
Se, hvordan det endte for Ole her.
4: Fyret for svedlugt
En mangeårig pakkerimedarbejder hos Kohberg blev fyret for svedlugt efter gentagne klager fra kolleger.
Fødevareforbundet NNF gik ind i sagen, og medarbejderen fik tilkendt en erstatning på 85.000 kr. Opsigelsen blev nemlig vurderet som urimelig.
5: Fyret for at spise en kanelsnegl
Denne fyring ramte ikke et af vores medlemmer. Men det skabte stor debat i 2012, da en 18-årig bagerjomfru i Føtex Ebeltoft blev fyret, fordi hun spiste en kanelsnegl, der var gået i stykker og derfor ikke kunne sælges.
Du kan få hjælp af Fødevareforbundet NNF
Har du fået en mundtlig eller skriftlig advarsel, eller er du blevet opsagt eller bortvist, så kontakt din tillidsrepræsentant eller Fødevareforbundet NNF på tlf.: 3818 7272.