Færre lastbiler med smågrise krydsede den dansk-tyske grænse i juli.
Eksporten af levende smågrise faldt nemlig med 24 % i årets syvende måned. Det viser nye tal fra Landsforeningen af Danske Svineproducenter. Faldet betyder, at omkring 330.000 færre smågrise blev kørt ud af landet i juli i forhold til gennemsnittet for de foregående 12 måneder.
– Det er positivt, at smågriseeksporten faldt så markant i juli. Vores medlemmer på slagterierne har i årevis ventet på, at de danske griseproducenter vil bevare danske arbejdspladser, og det er måske det, vi ser tegn på nu, siger Jim Jensen, der er forbundsnæstformand i Fødevareforbundet NNF.
1,06 millioner smågrise blev fortsat eksporteret
Jim Jensen er forbeholden med at hæve armene alt for højt over hovedet på baggrund af de nye tal. På trods af faldet i eksporten på 24 % blev 1,06 millioner smågrise fortsat kørt ud af Danmark i juli.
– Én million eksporterede smågrise på en måned er stadig alt, alt for mange, fastslår Jim Jensen og fortsætter:
– Men forhåbentlig betyder faldet, at udviklingen er ved at vende. Vi har desværre før oplevet, at eksporten kun er faldet kortvarigt for så at nå et endnu højere niveau efterfølgende, siger han.
Én million eksporterede smågrise på en måned er stadig alt, alt for mange
Trods de dårlige erfaringer er Jim Jensen forsigtigt optimistisk. Tidligere har faldet i smågriseeksporten nemlig fx skyldes corona eller udbrud af svinepest i udlandet, som betød, at griseproducenterne valgte danske slagterier til frem for udenlandske opdrættere.
– Den her gang skyldes faldet, at Danish Crown har indført en række tiltag, der gør koncernen langt mere konkurrencedygtig. Det er for alvor positivt, og derfor følger vi udviklingen tæt og krydser fingre for, at den varer ved, siger Jim Jensen.
Fuld damp på slagterierne
Det er blot en lille uges tid siden, at Danish Crown senest var fremme med gode nyheder. Dels nyheden om samarbejdet med McDonald’s om levering af burgerbøffer til hele norden, og dels nyheden om tilførslen af 1 million flere slagtegrise.
– Det allervigtigste for vores medlemmer er, at der bliver skabt tryghed omkring deres arbejdspladser. I årevis har de på vej til arbejde passeret den ene fyldte smågrisetransport efter den anden med kurs mod grænsen. Samtidig er der blevet leveret færre og færre grise til slagterierne. Det har fået mange til at frygte for deres job. Jeg håber virkelig, at vi står overfor en ny tid, hvor danske grise giver danske arbejdspladser, siger Jim Jensen.