Søren får erstatning for Covid-19, men hans kone er ligeglad

”Hvordan er det, du ser ud?”

Der var noget helt galt. Det kunne Pia se med det samme, da hun hentede sin mand Søren foran slagteriet i november 2020. Han havde det skidt. Rigtig skidt.

– Han var ved at synke sammen for øjnene af mig. Han kunne ikke huske, hvordan han var kommet gennem arbejdsdagen, og han var ikke sig selv, siger Pia.

Pia og Søren er ikke deres rigtige navne, da de ønsker at være anonyme. Fødevareforbundet NNF er bekendt med deres rigtige identitet.

Det var Sørens første dag tilbage på arbejde efter 14 dages sygemelding på grund af Covid-19. Han var normalt ikke en, der peb. Det vidnede arret på hans venstre knæ om.

Fem sting havde han fået engang på skadestuen uden bedøvelse efter et uheld med slagterkniven.

– Han havde bedt sygeplejersken om at komme i gang med at sy, så skulle han nok bide tænderne sammen. Det var den type, Søren var. Benhård, siger Pia og fortsætter:

– Han ville hellere møde op på arbejde helt hvid i hovedet og blive sendt hjem end have skyld for at være pjækkesyg.

Sammen kørte de væk fra slagteriet. Det blev Sørens sidste arbejdsdag. Han kom aldrig tilbage til båndet.

Tom Cruise til enkebal

Han lignede Tom Cruise. Det var Pias første tanke, da hun så Søren til et enkebal i 1990’erne. Han sad og røg i et hjørne, og hun besluttede sig for at udnytte, at kvinderne måtte byde op til dans.

– Han var meget genert, men ville gerne danse. Da aftenen sluttede, spurgte jeg, om han kom næste gang. Det gjorde han, og da vi mødtes igen 14 dage senere, var vores liv forseglet, siger Pia.

Hun faldt for Sørens rolige væsen, som supplerede hendes udadvendte sind godt.

– Jeg er ild, og han er vand. Han er en stille mand, der tænker, før han taler. Vi kalder en spade for en spade og har altid kunnet snakke godt om tingene. Og så har vi bare haft det så sjovt sammen, siger Pia.

De fik et barn og skabte et hjem. Familiens samlingspunkt var haven, og aftenerne gik ofte med at spille 500 og rafle. De havde et godt liv. Men så fik Søren Covid-19.

Smittet på slagteriet

Han blev smittet på slagteriet. I slutningen af oktober 2020 begyndte Søren at hoste, og selv om hans astma i første omgang fik skylden, efterlod testresultatet ingen tvivl: Positiv for Covid-19.

I 14 dage isolerede de sig derhjemme. Søren var meget plaget af hovedpine, som han ellers ikke led af.

– Han sad næsten og rokkede frem og tilbage, fordi han havde så ondt, siger Pia.

Hun blev bekymret, og da Søren havde haft høj feber i tre døgn, ringede hun til lægen, som ville have ham indlagt. Det nægtede han.

– Jeg var bange for, at han ikke ville overleve. Hans feber skulle falde i løbet af dagen, siger Pia.

Det gjorde den, og midt i november følte Søren sig frisk nok til at vende tilbage til slagteriet. Men det blev kun til en enkelt arbejdsdag, så blev han sygemeldt igen. Noget var forandret ved ham, men ingen af dem vidste endnu, hvor alvorligt det var.

Covid-19 som en arbejdsskade

Hovedpinen fortsatte. Søren fik det ikke bedre, og sidst i november begyndte Pia at få en ubehagelig mistanke om, at der var et eller andet galt.

– Han plejede ikke at være sådan. Han vandrede rundt og kunne ikke være nogle steder. Han var frustreret, men han ville ikke til lægen. Han ville tilbage på arbejde. Han skulle bare lige ovenpå igen, siger Pia.

Men da Danish Crown efter noget tid begyndte at efterspørge en lægeerklæring, var der ingen vej uden om. Hos lægen blev Søren henvist til den regionale senfølgeklinik og senere til psykiatrien.

I det følgende år gennemgik han utallige undersøgelser og behandlingstilbud for at finde ud af, hvorfor han stadig havde det så dårligt.

Med hjælp fra Fødevareforbundet NNF fik Søren også anmeldt Covid-19 som en arbejdsskade. Det blev senere afgørende for hans mulighed for at få erstatning.

Fyret efter 10 år hos Danish Crown

I foråret 2022 trak Danish Crown en streg i sandet. Søren blev fyret efter halvandet års sygemelding. Livet som industrislagter var slut efter mere end 10 år i koncernen og tre årtier i branchen. Det gjorde ondt.

– Tæppet blev trukket væk under ham. Det væltede ham omkuld, at de ikke længere havde tillid til, at han kom tilbage. Jeg ser ham sjældent græde, men der blev han ked af det, siger Pia og fortsætter:

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan vores fremtid ville blive.

En anden mand

Tiden efter fyringen var svær. Søren var igennem endnu flere undersøgelser og afprøvede forskellig slags medicin, men intet hjalp. Der er nu gået næsten fire år, siden Covid-19 ændrede hans liv.

– Han er slet ikke den samme mere. Jeg tænker nogle gange på, hvor han er blevet af, siger Pia.

Søren er stadig plaget af hovedpine. Han er altid træt og sover meget. Han har svært ved at koncentrere sig, og hans hukommelse er nedsat, så han glemmer fx at lukke køleskabet.

Det er for uoverskueligt for ham at lave mad, og han bliver hurtigt frustreret. Han kan heller ikke køre bil mere på grund af de mange indtryk, og han går næsten altid rundt med høreværn på, fordi han er utrolig følsom over for lyde.

Ligheden med Tom Cruise er også forsvundet.

– Søren har altid være meget hygiejnisk, glatbarberet, pæn i tøjet og duftet godt. Nu går han i joggingbukser og t-shirts, som han før kun havde på i haven. Det er en helt anden mand, jeg har fået. Det var ikke ham, jeg forelskede mig i, siger Pia.

Hverdagen er ensom

Neurologerne på hospitalet har vurderet, at Sørens kognitive udfordringer er senfølger fra Covid-19, men der er ikke yderligere behandlingstilbud til ham.

 Hverdagen går med at sove, se lidt på iPad og sidde at stirre ud i luften, mens Pia ordner alt det praktiske i hjemmet.

– Det er ensomt. Men det er det også for ham. Han føler sig også isoleret. Det siger han nogle gange. Det er lige som fængsel, og det kan jeg godt følge ham i, siger Pia og fortsætter:

– Jeg savner den livsglade Søren, der spurgte, om vi skulle køre ud at få en is eller besøge nogle venner. Vi har altid haft en rimelig stor omgangskreds, men de er forduftet. Det gør ondt.

”Nu må han tage sig sammen”

Udover senfølgerne har Søren også fået PTSD og en depression. Han har svært ved situationer med mange indtryk, og det gør det vanskeligt for ham at være sammen med andre mennesker. Derfor har han det bedst, når han er alene.

– Jeg føler mig forladt af Søren. Men han kan jo ikke gøre for det. Han er aldrig med til noget, siger Pia.

Fester og sociale arrangementer tager hun til alene. Her har hun oplevet en manglende anerkendelse af, hvor alvorlige senfølger efter Covid-19 kan være. Hun husker især en fest et års tid efter, at Søren blev syg.

– Der fik jeg at vide, at det bare var skaberi, og han måtte se at komme i gang. Jeg blev så chokeret og ked af det. Hvis du tror det, så kom hjem til os og se, hvordan det er, siger Pia og fortsætter:

– Jeg møder stadig folk, der gør nar eller siger: ”Arh, nu må han tage sig sammen”. Tro mig, det har han gjort i 3,5 år. Det må være, fordi de ikke har mødt nogen, der har det sådan. Derfor er vi nødt til at fortælle om, hvad den sygdom kan gøre ved et menneske og en familie.

Erstatning er ligegyldig

I 2024 fik Søren tilkendt midlertidig førtidspension. Fordi han fik anmeldt Covid-19 som en arbejdsskade, og den blev anerkendt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), har han nu fået erstatning for sit tab af erhvervsevne.

Det kan man få, når tabet af erhvervsevne er 15 % eller mere. 

Sørens erhvervsevnetab er 90 %. Det har AES vurderet i en midlertidig afgørelse.

– Søren har fået en erstatning, men den er ligegyldig. Jeg vil hellere have min mand tilbage. Han er her jo ikke mere. Folk ved ikke, hvor meget vi har mistet, siger Pia og fortsætter:

– Vi har altid været meget tætte, men nu skal jeg spørge, om jeg må få et kram. Det varer højst ti sekunder, så bakker han, fordi hans PTSD siger, at han er fanget. Han har altid været meget kærlig, og det har jeg virkelig mistet. Det er det værste.

Håb om et kram

Hvordan deres fremtid bliver, tænker Pia stadig over. Én ting ved hun dog med sikkerhed:

– Jeg vil ikke forlade ham. Jeg ville gå i stykker af det. Jeg er også i stykker nu, men på en måde hænger jeg sammen. Jeg skylder ham at blive, for han er så afhængig af min hjælp, og jeg er sikker på, at han havde gjort det samme for mig, siger hun og tilføjer:

– Men jeg er fortvivlet. Jeg ville ønske, at han fik det lidt bedre og fik lidt mere livskvalitet og glæde i sine øjne. At han fx kunne overskue at dyrke sin hobby. Og han kunne give mig et kram.