Covid-19 slettede 95% af Lars’ mentale harddisk. Nu har han fået erstatning

Hvad er vigtigst: At få to ens sokker på eller at gå en tur? For 47-årige Lars er det enten eller. Han har ikke energi til begge dele.

Lars er ikke hans rigtige navn, da han ønsker at være anonym. Fødevareforbundet NNF er bekendt med hans rigtige identitet.

Siden slagteriarbejderen Lars i 2021 blev smittet med Covid-19 på sin arbejdsplads, har han været en anden mand.

– En læge sagde engang, at jeg skulle se det sådan, at jeg kun havde 5% tilbage på min harddisk. Når den blev fyldt op, var der noget andet der røg ud. Så når jeg står op om morgenen, skal jeg vælge, om jeg vil bruge min energi på at få to ens sokker på og så ligge resten af dagen i sengen, eller om jeg hellere vil have bare tæer og måske lige kunne gå en tur op og ned ad vejen, siger Lars.

Så det har han nogle gange gjort. Gået rundt udenfor i bare fødder og shorts. Han bliver nødt til at spare på energien, men i dag har han samlet lidt sammen, fordi han har noget vigtigt på hjerte.

Ondt i røven 

Han har sovet næsten uafbrudt de sidste tre døgn, og han kommer til at bruge mindst lige så lang tid på at komme sig igen efter interviewet.

– Jeg har det ad helvede til. Jeg har tænkt 100 gange på at ringe og melde fra. Det hele kører rundt inde i mit hoved. Bekymringen over, hvad andre tænker. Om der er nogen, der får ondt i røven over, at jeg har fået erstatning, siger Lars.

Han har fået en erstatning, fordi han fik ødelagt sit liv af Covid-19. Lars blev smittet, mens han passede sit arbejde på slagteriet, og sygdommen blev derfor anmeldt som en arbejdsskade.

Fødevareforbundet NNF hjalp ham med sagen, og for nylig afgjorde Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), at Lars har ret til erstatning, fordi han har tabt 90 % af sin erhvervsevne.

– Før kunne jeg klare det hele selv. Nu kan jeg ingenting. Jeg skal have hjælp til næsten alt, siger han.

En kniv i baghovedet

Slagterkitlen er skiftet ud med hans nye uniform: Kasket, briller og et sæt ørepropper, der hænger om hans hals i en snor. Kasketten skærmer ham mod lyset og de mange indtryk, der hurtigt overvælder ham.

I lang tid måtte hans kone fx undgå at køre på motorvej, når de skulle nogle steder, fordi bilerne i den modsatte vejbane gjorde for voldsomt indtryk på Lars.

Ørepropperne beskytter ham mod høje lyde. Før han fik dem, spiste hans kone af en paptallerken med plastikbestik, fordi han ikke kunne holde ud at høre rigtigt bestik ramme en tallerken.

– Jeg kunne ikke have høje lyde. Så gik jeg fuldstændig i panik. Jeg løb ud af huset, udover marken og sad derude. Det var ligesom en kniv i baghovedet, som blev drejet. Sådan er det også med de der vogne, der rasler, når man er ude at handle. Det er et mareridt, siger Lars.

Sammen med sin kone er han begyndt at øve sig på at komme ud at handle, men kun efter småting.

– Hvis vi skal ud at handle, skal jeg helst vide det en uge før. Der må ikke ske noget uforudsigeligt, siger han.

Ikke bange for Covid-19

Fuld fart på. Sådan var hans liv før. Dagene gik med at ordne stald og passe dyr på det nedlagte landbrug, han ejer med konen, og om eftermiddagen mødte Lars ind på slagteriet. 

Omkring midnat gik turen hjem igen, hvor dyrene skulle fodres inden sengetid. Weekenderne blev også ofte brugt på slagteriet.

– Det var mit liv. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde. Jeg havde ikke altid en fast plads. Normalt kom jeg bare og hoppede ind, hvor det passede, siger Lars.

Da Covid-19 ramte Danmark i marts 2020, mødte Lars fortsat ind på slagteriet hver dag.

– Jeg var faktisk ikke bange for at blive smittet, for jeg var sund og rask. Det har jeg fortrudt mange gange, siger han.

Kunne ikke gå

Kort efter nytår i 2021 blev Lars konstateret positiv for Covid-19 ved en rutinemæssig test på slagteriet. Tre dage efter blev han ramt af kraftig hovedpine og så voldsom hoste, at han indimellem havde svært ved at få vejret.

Hans smags- og lugtesans forsvandt, og han mistede kræfterne i sine ben, så han ikke længere kunne gå op til soveværelset på første sal.

– Jeg kunne ingenting. Meget af tiden lå jeg på en madras i stuen. Om natten var jeg faktisk ret bange, især når jeg ikke kunne få vejret. Men jeg kan ikke huske så meget af det. Det hele er bare tåget, siger Lars.

Han fik koncentrations- og hukommelsesbesvær, som har plaget ham lige siden. Han kan ikke huske beskeder få sekunder efter, at han har fået dem, og han sover omkring 16 timer i døgnet.

I starten havde han også store udfordringer med at finde ordene og udtrykke dem korrekt. Det slås han stadig med ind imellem.

”Jeg regner stadig med, at jeg skal på arbejde”

Trods sine udfordringer kæmpede Lars længe for at komme tilbage til slagteriet. En sen aften i slutningen af foråret 2022 satte han for første gang sine ben på parkeringspladsen foran sin arbejdsplads igen efter have tilbagelagt turen fra sit hjem på cykel.

– Jeg fik den idé, at jeg ville starte med at tage derud, når der ikke var nogen. Det var en god måde at øve sig på, troede jeg, siger han. Men sådan gik det ikke.

 – Jeg blev helt dårlig. Det var ikke særlig rart, husker han.

Noget tid efter forsøgte han igen, men allerede på parkeringspladsen begyndte hans krop at ryste, og Lars endte med at bryde helt sammen. Det afholdt ham ikke fra at prøve et par gange mere, men resultatet var det samme, og han begyndte at få angst for at nærme sig sin arbejdsplads.

Efter halvandet års sygemelding tog Danish Crown i juni 2022 beslutningen for ham. Lars blev fyret efter 19 år som slagteriarbejder.

– Det var fair nok. Jeg var blevet forberedt i lang tid. Jeg havde bare hele tiden håbet. Selv i dag regner jeg stadig med, at jeg skal tilbage på arbejde. Det håb, tror jeg aldrig, går væk, siger han og tilføjer en anelse lavere:

– Jeg savner det. Det er svært at snakke om.

Varige mén på 18%

Gennem de sidste fire år er Lars blevet undersøgt fra top til tå. Han har været hos senfølgeklinikken, neurologisk afdeling og lungemedicinsk afdeling. Han har været gennem røntgen, fysioterapi og ergoterapi.

Nogle af behandlingerne har hjulpet, men Covid-19 har efterladt Lars med 18% varige mén. Det vurderede AES tidligere i år og tilkendte ham en erstatning.

Især de psykiske senfølger kæmper han med. Han lider af depression og har angst for at bevæge sig uden for hjemmet og for store menneskemængder.

– Jeg kan ikke være i rum med nogen, jeg ikke kender. Jeg skal vide, hvem de er.  Så er jeg lidt mere tryg, siger han.

Vurderingen er, at Lars’ tilstand er varig og ikke kan behandles, så han en dag vil kunne passe et arbejde igen. Han har derfor fået tilkendt førtidspension.

Farer vild og går i panik

Udover kasketten og ørepropperne ligner Lars sig selv på overfladen. Derfor kan omverden have svært ved at forstå, hvor hårdt han er ramt.

– Når jeg møder nogen, kan jeg godt lige hurtigt blomstre lidt op, men så sover jeg jo tre dage bagefter.  Folk spørger nogle gange, hvorfor jeg ikke går en tur? Men hvis jeg går et sted hen og bliver træt, så kan jeg ikke finde hjem igen, og så går jeg i panik, siger han.

På trods af, at der er gået tre år, siden Lars’ liv blev forandret, bor håbet om at få det bedre og komme tilbage på arbejde stadig i ham.

– Jeg har hele tiden tænkt: ”Når det der er afsluttet, så får jeg det bedre”, men det ændrer sig ikke det helt store, siger han og fortsætter:

– Jeg kan ikke ret meget mere. Når der er det mindste tekniske, skal jeg spørge nogen om hjælp. Der er så mange ting, jeg gerne vil, men jeg når ikke ret langt.