Kammerjunk-kaptajnen har bagt sin sidste småkage

Hold øje med kammerjunkerne i ovnen. Sådan lød opgaven, da Bjarne Pedersen mødte ind til sin første arbejdsdag på småkagefabrikken Karen Volf i 1974.

I over syv timer sad han og stirrede på de små kager til koldskål bag ovnglasset – klar til at redde dem ud, hvis noget pludselig gik galt.

Efter tre dage begyndte han at tvivle på, om det havde været den rigtige beslutning at skifte livet som bartender på den lokale café og diskotek ud med et job i produktionen på småkagefabrikken.

– Da jeg gik hjem, sagde jeg til mig selv: ”Hvis det er det, jeg skal lave, så vil jeg ikke være her”, siger 70-årige Bjarne Pedersen, som mandag den 4. marts kan fejre 50-års jubilæum på fabrikken, der senere ændrede navn til Bisca.

– Det er skægt, for de første dage troede jeg ikke, at jeg ville blive så længe. Der føltes 50 år som lang tid. Nu føles det som kort tid, siger Bjarne Pedersen.

På sin fjerde arbejdsdag bad han derfor produktionschefen om nye udfordringer.

Bjarne fik lov til at skifte til bageriet og lave deje, og siden holdt han sig ikke tilbage:

– Når der er opstået nogle spændende opgaver, har jeg været fræk nok til at sige: ”Det kan jeg godt finde ud af”. Om jeg så kunne eller ej, det vidste jeg ikke, men jeg har haft overbevisningen: ”Det kan jeg godt”, siger Bjarne Pedersen.

Stået over for ukrainere og håndboldspillere

Den overbevisning har kastet Bjarne ud i mange nye udfordringer. I 2003 trådte han ind i Biscas bestyrelse som medarbejderrepræsentant, og i 2008 blev han valgt som tillidsrepræsentant for sit afsnit på dagholdet.

Som tillidsrepræsentant stod han i spidsen, da Bisca i et samarbejde med Vordingborg Kommune tog imod nye kollegaer fra blandt andet de arabiske lande.

Senere gik virksomheden også forrest i integrationen af ukrainske flygtninge. 

Muligheden for nye udfordringer er også en af grundene til, at Bjarne er blevet så mange år på fabrikken:

– Bisca er åbne for, at hvis man selv vil, får man også lov til at prøve. Det har været min drivkraft, som gjorde, at jeg hele tiden kunne udfordre mig selv, og det har været vigtigt for mig, siger Bjarne.

Artiklen fortsætter under billedet

Troen på egne evner har han også kunne bruge, da han i mange år var håndbolddommer i 1. division.

– Som divisionsdommer skal man også overbevise sig selv om, at man kan. Ellers går det aldrig, når man står over for en stor håndboldspiller, der fortæller en, hvor dårlig man er, siger Bjarne og griner.

Men det var ikke kun håndboldspillere, der udfordrede hans overbevisning. Det gjorde kollegaerne også.

Natholdet krævede Bjarnes afgang

I 2009 gik Bjarne fra at være tillidsrepræsentant for kollegerne på sit eget hold til at være tillidsrepræsentant for alle kollegaerne på fabrikken.

– Det er nok det tidspunkt, hvor jeg har været mest udfordret, for dagholdet, aftenholdet og natholdet havde vidt forskellige ønsker og krav, fortæller Bjarne.

Det lykkedes heller ikke at gøre alle kollegaer tilfredse.

En dag fik Bjarne besked om, at natholdet ville vælte ham som tillidsrepræsentant. Kort efter hang sedlen med underskrifter i kantinen.

– Det var lidt mærkeligt at se, men det betød jo, at jeg havde gjort noget forkert. De mente, at jeg kom for lidt på natholdet, og jeg ikke tog alle deres krav med videre, siger Bjarne og fortsætter:

– Til gengæld var der stort set ingen fra dagholdet eller aftenholdet, som skrev under. Det var godt at se, at det var ikke alle, for så var jeg stoppet.

Så vidt kom det aldrig, for kort efter lukkede Bisca natholdet.

På trods af episoden fremhæver han i dag sammenholdet mellem kollegaerne som noget særligt gennem sine 50 år på fabrikken – især hvordan kollegaerne ud fra det fælles mål ”Beat Polen”, kæmpede for hinanden og deres job, da ledelsen på et tidspunkt overvejede at rykke produktionen til Polen.

– Selv om der indimellem har været vanskeligheder, så er vi kommet tilbage og har det godt med hinanden. Kollegaerne kender hinanden på godt og ondt og har et godt sammenhold – og i de fleste tilfælde har vi også haft det godt med ledelsen.

Kamp om tillæg

Bjarne og kollegaernes forhold til ledelsen blev sat på prøve, da en produktionsdirektør begyndte at undersøge, hvordan Bisca kunne spare penge.

Hans fandt frem til et tillæg, som medarbejderne fik udover deres løn, og undersøgte mulighederne for at modregne tillægget i lønnen.

– Der samlede jeg kollegaerne i kantinen og fortalte, at vi risikerede at gå 9,75 kroner ned i timeløn. Jeg opfordrede ikke til noget, men kollegaerne blev siddende i kantinen, fortæller Bjarne og smiler.

Kollegaernes pres virkede, og efter en times tid var produktionsdirektøren klar til at forhandle.

– Vi endte med et kompromis, hvor vi beholdt alt det, vi havde, men vi fik ikke den overenskomstmæssige lønstigning, som vi skulle have haft på det tidspunkt. Det var jeg ikke tilfreds med, men kollegaerne accepterede det desværre, siger Bjarne og fortsætter:

– Det irriterer mig stadig, at vi måtte afgive den lønstigning. Det var uretfærdigt, fordi alle gjorde, hvad de kunne. Kollegaerne har altid været fantastisk loyale over for virksomheden, så det havde de ikke fortjent.

Endnu et 50-års jubilæum i 2025

Havde Bjarne fulgt den sidste del af opskriften for sit arbejdsliv, skulle han have slukket ovnen og være gået på pension som 65-årig, men han blev fem år mere.

For to år siden skruede han ned for blusset og gik på deltid, mens han samtidig gav tillidsrepræsentant-stafetten videre.

Tirsdag den 5. marts overdrager han også Bisca til kollegaerne og går på pension.

– Jeg er klar, og jeg synes, at jeg efterlader virksomheden i en god gænge, hvor der er lagt planer frem til 2026. Jeg glæder mig til at komme på besøg og se dem ført ud i livet, siger Bjarne.

Næste år står han over for endnu et 50-års jubilæum, når han kan fejre guldbryllup med sin kone Lene.

Hende, børn, børnebørn og oldebarnet bliver der mere tid til nu, men Bjarne har også planer om at engagere sig i nye spændende projekter.

– Jeg skal nok få rodet mig ud i noget, siger han med et grin.