Foto af David Perrin
Jeg mener

Wehlast: Morten Korch ville græmme sig over smågrisetransporterne

Vi skal stoppe de landmænd, der tjener penge på at spekulere i dårlig dyrevelfærd. Det er tid til handling, hvis vi skal bevare dansk landbrug, mener forbundsformand Ole Wehlast

De bølgende, grønne marker. Legende grise med krølle på halen, og familielandbruget, der bliver drevet af tredje generation af stolte bønder. Det Morten Korch’ske billede af dansk landbrug lever stærkt.

Men hvis Morten Korch skulle portrættere dansk landbrug anno 2024, ville både billedsiden og fortællingen være en anden.

For det er ikke grund til megen national stolthed over de 15 millioner – halekuperede – danske smågrise, der hvert år bliver læsset på lastbiler og kørt tværs ned gennem Europa. Og hverken døde vandløb eller endeløse ørkener af rapsmarker gør sig godt på film.

Fortællingen om dansk landbrug i dag er historien om en forsyningssikkerhed, der er gået af fløjten. 

I 2023 oversteg eksporten af smågrise, ifølge tal fra Danmarks Statistik, for første gang antallet af grise, der blev slagtet i Danmark. Det betød, at den totale produktion af grise i 2023 faldt med 19 procent i forhold til 2022.

Et fald, som udelukkende kan henføres til færre slagtninger.

I Ringsted og i Sæby har Danish Crown lukket 2.000 slagteriarbejdspladser på under et år. Det er et skræmmende pædagogisk billede på de negative konsekvenser, som den stigende eksport af smågrise har for yderområderne.

EU skal bekæmpe rædselsfulde grisetransporter

Det er tid til handling, hvis vi skal bevare dansk landbrug - eller måske rettere sagt: hvis vi skal bevare et dansk landbrug, der sikrer arbejdspladser i yderområderne.

Og her skal EU være en medspiller, ikke en modspiller.

Den eksplosive eksport af smågrise udstiller nemlig en dobbelt udfordring: Hvordan sikrer vi dyrenes velfærd under transport på tværs af Europa, samtidig med at vi beskytter de lokale arbejdspladser?

Når vi beskytter dyrene, beskytter vi også de danske arbejdspladser, der er afhængige af den lokale fødevareindustri.
- Ole Wehlast

God dyrevelfærd på landevejen og gode lokale arbejdspladser hænger sammen. Når vi beskytter dyrene, beskytter vi også de danske arbejdspladser, der er afhængige af den lokale fødevareindustri.

Den massive smågriseeksport har kastet lys over de kritisable forhold, som grisene transporteres under.

En aktindsigt, som Dyrenes Beskyttelse fik udleveret af Fødevarestyrelsen tidligere på året, viste, at over 12 millioner danske grise sidste år blev udsat for transporter af mere end otte timers varighed til Tyskland, Polen, Italien eller endnu længere væk.

I lastbiler med for lidt plads, manglende ventilation og temperaturkontrol, og uden adgang til vand og foder.

I dag er disse rædselsfulde transportforhold et konkurrenceparameter, der stimulerer eksporten af smågrise og tapper de hjemlige slagterier for råvarer. Det skal vi have sat en stopper for.

Vi skal udbygge værktøjskassen, så vi kan stoppe de landmænd, der tjener penge på at spekulere i dårlig dyrevelfærd. Tag for eksempel den danske praksis med systematisk halekupering og kastration af smågrise.

Det er ikke nok at kigge på tiltag som afgifter for halekupering. Nej, der er behov for en bedre håndhævelse af de eksisterende regler og alternativer til kastration.

HVAD RAGER EU MIG?

Det er faktisk dit job, der er på spil, når vi skal vælge nye medlemmer til EU-parlamentet søndag den 9. juni. 

Læs om, hvorfor EU er vigtigt for de danske fødevarearbejdere på vores EU-valgside

Maksimalt otte timers transport

På EU-niveau er der behov for skrappere regler for hvor lang tid dyr må transporteres. EU-Kommissionen fremlagde sidste år et forslag, der skærper kravene, men det er langt fra nok.

Godt nok indeholder forslaget en maksimal transporttid på for grise, der køres til slagtning på otte timer. Men alle andre dyr må fortsat transporteres i op til 21 timer uden at kunne hvile sig i en stald. Det dur ikke.

Transporttiden skal reduceres til højst otte timer for alle dyr – uanset om de er på vej til slagtning eller opfedning.

Det er helt afgørende, at alle de nye danske parlamentsmedlemmer arbejder for at reducere transporttiden til højst otte timer.

Kun på den måde kan det kommende transportdirektiv få en reel effekt for dyrevelfærden på den ene side og medvirke til, at danske grise opfedes og slagtes i Danmark på den anden.

Transporttiden skal reduceres til højst otte timer for alle dyr – uanset om de er på vej til slagtning eller opfedning.
- Ole Wehlast

Og så skal de nye parlamentsmedlemmer forpligte sig til at gøre en ambitiøs dyrevelfærdspakke til en forudsætning for at godkende en ny EU-Kommission.

Ved valget den 9. juni har vi en enestående chance for at vælge parlamentsmedlemmer, der vil begrænse de lange dyretransporter og støtte de initiativer, der sikrer en fremtid, hvor dyrevelfærd og lokale arbejdspladser går hånd i hånd.

Vi ønsker ikke at bringe dansk landbrug tilbage til de Morten Korch’ske tider.

Men vi kræver, at hvis Danmark også skal være et landbrugsland for kommende generationer, så skal landbruget understøtte og styrke danske arbejdspladser. Det skal skabe værdi for hele Danmark.