Egon fylder 80 år og arbejder stadig på slagteriet

Rederiet havde sendt ham flybilletterne, så han kunne rejse ud for at påmønstre skibet.

- Jeg skulle til noget, der hed Pointe-Noire, og jeg tænkte, at det var sgu nok nede i Frankrig, siger Egon Sørensen og fortsætter:

- I lufthavnen snakker jeg så lidt med hende, der tager imod min kuffert, og fortæller hende, hvor jeg skal hen. ”Frankrig!?” siger hun. ”Pointe-Noire ligger i Afrika!”

Året var 1971.I dag fylder Egon Sørensen 80 år. Mere end halvdelen af livet – snart 45 år – har han brugt på slagteriet i Horsens, hvor han stadig passer sit arbejde 4,5 time om dagen.

Inden han blev slagteriarbejder, levede han dog en helt andet tilværelse, der tog ham kloden rundt til eksotiske steder som Grønland, USA, Japan – og Pointe-Noire i Republikken Congo i Vestafrika. For afsted kom han, Egon, selvom flyveturen blev noget længere end forventet.

Fra buddreng i Horsens til slagter i Grønland

Egons historie starter samme sted, han er i dag, nemlig i Horsens. Her begyndte den blot 15-årige Egon Sørensen i 1959 at ’køre bydreng’ for slagteriudsalget.

- Når en kunde ringede og skulle have for 50 øre leverpostej til en kat, så kunne du køre helt ud på Næsset i pisøsende regnvejr for det. Sådan var det, griner Egon.

Men der var ingen vej udenom, for planen var, at Egon skulle i lære på slagteriet, og det krævede, at han beviste sig selv.

- Dengang tog de ikke lærlinge ind fra gaden af. Du skulle ses an, siger Egon.

Missionen lykkedes, og i marts 1964 – som 19-årig – blev han færdigudlært slagter. Men han var ikke klar til et liv som slagteriarbejder. Han ville ud i verden, så da han så, at de søgte en, der kunne noget inden for slagterfaget på Grønland, slog han til.

Her arbejdede han i syv år med at lave halve grise og kvarte okser om til udskæringer, pølser, rullepølse og meget mere til en butik samt til et cafeteria og restaurant.

- Vi bespiste 300-400 mennesker hver eneste dag. Det var hver dag hele ugen – også lørdag og søndag, siger han.

I 1971 vendte han hjem til Danmark – for en kort stund. Takket være en anbefaling fra chefen i Grønland, tog det kun et halvt år på kokkeskolen at få et kokkecertifikat. Med det i hånden var Egon klar til at se mere af verden.

Egon på de syv have

- Det er fanme lige noget for mig det der, tænkte Egon, da han så, at Det Dansk-Franske Dampskibsselskab søgte en kok.

Egon fik jobbet, og selvom han havde misforstået, hvor han skulle påmønstre, kom han til Vestafrika og blev først skibskok og snart hovmester. Skibet sejlede mellem Vestafrika og Europa.

Artiklen fortsætter efter billedet.

- Det var meningen, at jeg skulle afmønstre for at holde ferie, når vi kom til Europa, men et par dage før vi kom frem, fik vi en besked: ”Ja, vi har desværre ikke nogen, der kan afløse dig, så du må tage en runde mere.” Jeg var ombord i 18 måneder uden at have fri, husker Egon Sørensen.

De kommende år tog sømandslivet blandt andet Egon forbi den amerikanske østkyst, og han havde et længere ophold i Japan, hvor opsparingen blev brugt på steaks af Kobe-kød. Når han havde ferie, blev den brugt i Danmark, og her mødte Egon sin Marianne, der skulle blive hans livs kærlighed.

- Så i ’79 tænkte jeg, at nu måtte jeg hellere se at få sadlet om. Fru Sørensen var ved at være lidt træt af det, fortæller Egon.

Knokler både på arbejdet og derhjemme

Egon fik job ved båndet hjemme på slagteriet, men allerede et halvt år senere var han blevet mestersvend – og sådan gik de næste 28 år. Da Egon fyldte 65, stoppede han som mestersvend og blev slagteriarbejder på deltid – og sådan har det været siden.

Den dag i dag står han op kl. 4 hver dag, fodrer Mariannes to heste, spiser morgenmad og tager på arbejde. Her hjælper han med at gøre klar til, at båndet startes, og løser de opgaver, der opstår. Det liv har han i årevis været så tilfreds med, at han ikke ser nogen grund til at stoppe.

- Jeg er allerede hjemme, når klokken er godt 10.30 hver dag. Så kan man stadig nå at lave en masse. Vi har det godt her på slagteriet, så hvorfor holde op? Siger han.

Med en landejendom i Nim med skov til og to heste, der skal passes, er der også nok at se til derhjemme – og det er Egon kun glad for.

- Ellers sætter jeg mig jo bare hen i lænestolen, når jeg kommer hjem, siger han.

Egon tror, at det har været godt for hans helbred, at han igennem det meste af sin tid på slagteriet har været mestersvend og ikke stået ved båndet. Han er blevet mindre slidt. Derudover peger han på sengen som en stor del af opskriften på et langt arbejdsliv:

- Man skal passe sin seng om aftenen. Det er der mange, der ikke tror på, men det gør jeg. Når man skal op kl. 4 om morgenen, kan det ikke nytte noget at gå i seng kl. 23-24 stykker, siger han.

Egon har slået farens rekord

Lysten til at fortsætte har Egon ikke fra fremmede. Hans far var nemlig også på slagteriet, og han stoppede først, da han blev opsagt, fordi man skar i medarbejderstaben efter en brand.

- Der var han 72 år, og han var satme så gal over, at han blev fyret. Der tænkte jeg ved mig selv: ”Jeg skal fanme ikke arbejde, til jeg bliver 72 år”, griner Egon of tilføjer:

- Marianne sagde da også, da jeg blev 73, at nu kunne jeg godt stoppe, for nu havde jeg slået den gamles rekord. Jeg sagde: ”Ah, vi venter lige lidt.”

Egon regner dog med, at han stopper frivilligt, når han til november kan fejre 45-års jubilæum. Aftalen er dog indtil videre blot mundtlig og ikke ”på papir”. Så han lover ikke noget.