Noget var galt. Det fornemmede konditor Christel Lund Bøyesen straks, da hendes chef ringede en tirsdag aften.
- Vi er under konkursbegæring, sagde han.
Udmeldingen kom bag på hende. Hun havde kun arbejdet i bageri- og konditorivirksomheden i fire måneder og havde ingen anelse om, at det stod så slemt til med virksomhedens økonomi.
- Han havde måske været lidt mere kort for hovedet, end han plejer at være, men jeg havde slet ikke set den komme. Da jeg gik hjem den tirsdag, havde han sagt farvel, som han plejede, og så fik jeg pludselig det opkald om aftenen, siger hun.
Hvad skal der ske? Skal vi sælge bilen eller vores rækkehus? De tanker løb igennem hovedet på mig.
Chefen fik Christel overbevist om, at ”konkursbegæring” ikke var så alvorligt, som det lød. Hende og kollegerne ville blive suspenderet og sendt hjem med fuld løn i op til 14 dage, men han nok skulle finde en hurtig løsning, så virksomheden kunne fortsætte.
- Han regnede med, at det kun tog nogle dage, og han ville ringe, når vi skulle komme på arbejde igen. Han sluttede af med at sige, at han altså ikke var bekymret, siger Christel.
Men dagene gik, og chefen lod ikke høre fra sig. Christel skrev lidt med sine kolleger, men ingen vidste noget.
- Så begynder man at tænke: ”Jeg har altså regninger, der skal betales, og jeg bliver snart nødt til at kigge efter noget andet,” siger hun.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Christel Lund Bøyesen og kollegerne i den konkursramte bager- og konditorvirksomhed havde alle en masse overarbejde, som de siden har kæmpet for at få løn for.
Konkurs på Facebook
Konditor Katja Cathrine Knudsen blev også meget overrasket over konkursen. Hun havde været Christels kollega, men var efter tre år i virksomheden dagen før konkursen startet på et nyt job. Hun læste derfor nyheden på Facebook.
- Jeg forstod det ikke. Jeg troede, at omsætningen gik fint, fordi vi ikke kunne følge med, siger hun.
Selvom Katja allerede var videre, havde hun penge i klemme hos sin tidligere arbejdsgiver.
- Jeg havde ni-ti dages løn til gode, og i hele måneden op til, at jeg stoppede, havde han lovet, at jeg nok skulle få pengene, siger Katja.
Hun manglede også at få udbetalt en del penge i særlig opsparing, og så havde hun seks dages feriepenge til gode. Dem havde hendes nu tidligere arbejdsgiver lovet, at hun kunne få at holde ferie for, men hun nåede ikke at få dem inden konkursen.
- Nu vidste jeg pludselig ikke, om jeg kunne få pengene. Det er pænt træls, når jeg er alene med to små bøn, siger Katja, der har børn på halvandet og syv år.
Skal vi sælge bilen eller huset?
Imens ventede Christel stadig på at komme på arbejde igen. I løbet af de 14 dages suspensionsperiode mistede hun dog troen på, at arbejdspladsen ville blive reddet. Til sidst ringede ejeren og bekræftede hendes bange anelser: Virksomheden kunne alligevel ikke reddes.
Pludselig stod hun uden job, og nu meldte bekymringerne sig for alvor.
Enten må jeg lade være med at holde den ferie, eller også må jeg holde selvbetalt ferie, hvilket går ud over min økonomi. Det har jeg svært ved at sluge.
- Hvad skal der ske? Skal vi sælge bilen eller vores rækkehus? De tanker løb igennem hovedet på mig, siger Christel.
Hun har ligesom Katja to børn, og situationen påvirkede også familien.
- Jeg har ikke været den glade mor, som jeg plejer. Fremtiden har været så uvis. Jeg har f.eks. været påpasselig, når børnene har spurgt, om de måtte få et eller andet, og har svaret: ”Nej, det ved jeg faktisk ikke, om vi har råd til”.
Kærkommen hjælp til papirarbejdet
Hvis ens arbejdsplads går konkurs, kan man som lønmodtager få sin manglende løn dækket af Lønmodtagernes Garantifond (LG). Det kræver dog dokumentation og papirarbejde, men her kom faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF Tommy Jakobsen de to kvinder til undsætning.
- Tommy har været helt fantastisk. Han bad om en masse dokumenter, og det har jeg aldrig været så skarp til. Han har altid været god til at hjælpe og guide, og jeg har nærmest kunnet ringe til ham 24-7, siger Christel.
Katja har det på samme måde.
- Jeg er ikke selv så skrap til computere, og hvor jeg skal finde tingene, men det har han skåret ud i pap, siger hun med et grin.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Katja er alene med to små børn, så det rammer hende hårdt, at hun har færre penge at holde ferie for.
Feriepenge kan være tabt
Med Tommy Jakobsens hjælp har Katja fået dækket den manglende løn af LG. Værre ser det ud med hendes manglende feriepengene, som hendes tidligere arbejdsgiver stående i den konkursramte virksomhed. Tommy Jakobsen arbejder nu på at få pengene dækket af DA Feriegaranti, der er arbejdsgivernes garantiordning, men de kan være tabt.
- Det er jeg godt nok ked af, for det betyder, at det koster mig penge, når jeg skal holde sommerferie eller efterårsferie med mine børn. For enten må jeg lade være med at holde den ferie, eller også må jeg holde selvbetalt ferie, hvilket går ud over min økonomi. Det har jeg svært ved at sluge, siger hun.
Christel fik også dækket den løn, hun havde til gode, men mangler en hel del overarbejdsbetaling, da LG ikke mener, at hun kan dokumentere overarbejdet godt nok.
Tommy har været helt fantastisk (...) Han har altid været god til at hjælpe og guide, og jeg har nærmest kunnet ringe til ham 24-7.
- Vi havde overarbejde hver eneste uge, men de penge får jeg desværre ikke udbetalt. Det er lidt øv, for jeg havde knoklet mange timer, siger hun.
Sender ansættelseskontrakt forbi Tommy
Katja havde allerede fået job som konditor i Kvickly i Helsinge, da den tidligere arbejdsplads gik konkurs. Der har hun havde arbejdet før og er meget glad for det.
Christel er ledig, men har heldigvis fundet sit drømmejob. Lige nu venter hun på at få tilsendt en ansættelseskontrakt så selv om konkurssagen snart er slut, er hun ikke færdig med at snakke med faglig konsulent Tommy Jakobsen.
- Jeg har aftalt med ham, at jeg sender min kontrakt forbi ham, så han kan se, om alting er, som det skal være, siger hun.
HUSK AT REGISTRERE DIN ARBEJDSTID, ELLERS KAN CHEFENS KONKURS KOSTE DIG DYRT
Faglig konsulent i Fødevareforbundet NNF Tommy Jakobsen har nogle simple råd, der kan sikre dig mod at miste lønkroner, hvis din arbejdsplads går konkurs.
1. Registrer din arbejdstid.
Skriv ned, hvornår du møder, og hvornår du går hjem, i et digitalt dokument eller på et fysisk stykke papir.
- Det er ikke nok, at chefen f.eks. har en app, hvor man registrerer sin arbejdstid. Man skal lave en personlig registrering, siger han.
2. Få chefen til at skrive under på overarbejde
Det er vigtigt, at du løbende får din chef til at skrive under, hvis du har overarbejde. I Christels sag har LG nemlig afvist at dække hendes manglende overarbejdsbetaling, fordi hun ikke har dokumentation med chefens underskrift for overarbejde for hver enkelt uge.
3. Få afregnet dit overarbejde løbende
Sørg for at holde dit udestående med chefen på et begrænset niveau.
– I denne her sag var der medlemmer, der havde over 100 overarbejdstimer, som de ikke får noget for, siger Tommy Jakobsen.