Nyhed

Butik: Din fritvalgsordning stiger den 1. marts

Den 1. marts træder vi ind i et nyt overenskomstår. Det betyder, at nogle af de forbedringer, vi fik forhandlet ind i forbindelse med OK23 kommer til udbetaling


Den 1. marts 2024 er en vigtig dato for de medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der arbejder på butiksområdet under forbundets to overenskomster med Danske Erhverv – Produktionsoverenskomsten og Håndværksbageroverenskomsten - samt forbundets overenskomst med Horesta. Den dato træder nemlig en del af de aftaler, der blev indgået i forbindelse med OK23, i kraft.

Overenskomsten løber fra 1. marts 2023 til 1. marts 2025, og selvom en lang række af overenskomstens vilkår allerede er i spil, så er der elementer, som parterne var enige om først træder i kraft ét år inde i aftalen – altså pr. 1. marts 2024.

DU KAN SE FREM TIL FØLGENDE FORBEDRINGER

Fritvalgsordning/Særlig opsparing 

Din frivalgsordningen eller særlige opspring stiger med 2 %

Timeløn 

Timelønnen stiger med 721,00 kroner om måneden. Stigningen kommer oveni i den stigning på 721,00 kroner, der trådte i kraft 1. marts 2023.

Lærlingeløn 

Lønnen til lærlinge stiger med 3,5 %. Lærlingelønnen steg desuden med 4,5 % den 1. marts 2023.

Særlige tillæg

De særlige tillæg hæves med 3,5 %. Tillæggene fik også et nok opad, da det steg med 4,5 % 1. marts 2023.

Pension 

Ændringen trådte godt nok i kraft allerede 1. juni 2023. Men fra den dato faldt din egenbetaling til pensionsordningen med 2 % og arbejdsgiverens indbetaling steg tilsvarende.

Husk at bede om en lønsamtale

Overenskomsterne med Dansk Erhverv og Horesta er såkaldte minimallønsaftaler. Det betyder, at medlemmerne på disse overenskomster har ret til at forsøge at forhandle deres løn yderligere op ved individuelle lønsamtaler.

Og der kan være god grund til at gøre krav på en lønsamtale, for desværre har arbejdsgiverne på disse områder også ret – ikke pligt – til at modregne den overenskomstmæssige lønstigning i medarbejdernes personlige tillæg, fortæller Mette Bisgaard, forhandlingssekretær for butiksområdet:

- Vi ved desværre godt nogle arbejdsgivere vil benytte deres ret til at modregne lønstigningen i de personlige tillæg. Hvis man er så uheldig at have en arbejdsgiver, der gør brug af modregning, så bør man kræve en lønsamtale. Ja, faktisk opfordrer jeg alle medlemmer på de her tre overenskomster til at bede om en lønsamtale. Her skal de argumentere for, hvorfor den overenskomstmæssige lønstigning skal komme til udbetaling og ikke modregnes.

Fødevareforbundet NNF har lavet en guide til, hvordan du kan forberede din lønsamtale: Den gode lønsamtale 

Ingen planlagte lønstigning til COOP-medlemmerne

Udover de to overenskomster med Dansk Erhverv og overenskomsten med Horesta, så er forbundets overenskomster med COOP og Brugens Arbejdsgiverforening (BA) også såkaldte marts-overenskomster. Men desværre venter vores medlemmer hos COOP og BA fortsat på, at deres overenskomst, der udløb 1. marts 2023, bliver fornyet.

- COOP har indtil videre nægtet at ville give deres slagtere og bagere samme forbedringer, som koncernens øvrige ansatte, og det øvrige arbejdsmarked, har fået. Derfor har vi ikke kunnet blive enige om en overenskomst fornyelse. Forhandlingerne er nu overgået til FH (red. Fagbevægelsens Hovedorganisation), og næste skridt ser ud til at være en tur i sammenligningsnævnet, forklarer Mette Bisgaard.

Du kan læse mere om de strandede forhandlinger her: OK23: To spor på vejen til ny overenskomst med COOP