Artikel

Tildes svendeprøve blev historisk. Sådan fik hun guld som gourmetslagter

En ny mental tilgang blev afgørende, da Tilde Teglgaard Lund skrev historie til sin svendeprøve som gourmetslagter. Se, hvad der sikrede hende succes i de fire discipliner.

To gange på 32 år. Så sjældent sker det, at der uddeles en guldmedaljerne til svendeprøverne på gourmetslagteruddannelsen på Tech College i Aalborg.

Jeg er virkelig glad for det. Det er fantastisk, at det endte sådan her.
- Tilde Teglgaard Lund, gourmetslagter

Men med fire 12-taller i fire discipliner til sin svendeprøve fik Tilde Teglgaard Lund i december en velfortjent guldmedalje om halsen.

- Jeg er virkelig glad for det. Jeg havde faktisk sagt til mig selv, at jeg ikke forventede noget overhovedet. Jeg ville ikke blive skuffet, hvis det ikke blev til noget. Det er fantastisk, at det endte sådan her, siger Tilde.

Ny mental tilgang gav pote

En ny mental tilgang. Det havde Tilde på forhånd besluttet sig for at inden sin svendeprøve, fordi hun før har oplevet stor skuffelse.

- Jeg blev nummer tre til DM i Skills i år, og det var jeg meget skuffet over. Jeg havde lagt for meget pres på mig selv. Denne gang besluttede jeg mig for at være neutral og lade være med at presse mig selv. Og det virkede, siger hun.

Sådan fik Tilde fire 12-taller

Svendeprøven bestod af fire discipliner, der hver stillede høje krav til faglighed og overblik:

1.Opskæring: Her trak Tilde et midterstykke

“Jeg havde bestemt mig for ikke at ønske noget specifikt. Ellers kunne jeg blive skuffet helt fra start. Det lykkedes mig at styre tankerne og dermed mine følelser.”

2. Ekspedition: Aftensmad til fire personer

I denne disciplin skulle Tilde vejlede tre skuemestre, der agerede kunder. Hun skulle sammensætte aftensmad til fire personer og imponerede med sine detaljerede forslag.

”Jeg spurgte, om der var børn med, og foreslog færdigretter, men fornemmede hurtigt, at det ikke var den rigtige vej. Han ville have en ret med fars. Så jeg foreslog karbonader med stuvet ærter og gulerødder og gav en grundig forklaring på, hvordan tilbehøret skulle laves.  Jeg huskede at tage hensyn til allergier, hvilket er vigtigt.”

3. Convenience og to-go retter: Her skulle Tilde lave to forskellige retter

Til convenience-retterne lavede hun blandt andet fyldte koteletter med feta og rød peber, rullet i bacon og serveret med bygotto. To-go retten bestod af hjemmelavet fuldkornspasta med tomatsovs, parmesan, bacon og basilikum.

4. Den hemmelige disciplin: Dampet hvid fisk med kold spinathummus

”Jeg inkorporerede de syv kostråd i retten - blandt andet ved at lave spinathummus som min kolde sovs.”

En stor forløsning

Efter den intense svendeprøve ventede en helt særlig følelse – og fejring.

- Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at tage i byen efter prøven, men det blev alligevel til ”frivillig tvang”. Da jeg kom hjem, var jeg bare så glad. Hele onsdagen sad jeg bare og lavede ingenting. Jeg skulle bare være – og nyde det, siger hun.

Tilde var i lære hos Stoholm Slagter, og snart skal hun arbejde i et storkøkken i Herning Messecenter.

I 2026 venter en pigedrøm: Tilde skal nemlig være gardehusar.

- Jeg er kun 19 år, og jeg gik direkte fra niende klasse til min uddannelse. Så jeg skal prøve at være gardehusar, for det har jeg altid ønsket mig, siger hun.