14. august 2024
Skrevet af Emilia Maria van Gilse
Foto af Rune Evensen
Reportage

Sidste dag i Ringsted i ord og billeder

Hundredvis af medarbejdere Danish Crowns slagteri i Ringsted tog i dag afsked med deres arbejdsplads og med deres kolleger. 128 års slagterdrift i Ringsted er nu slut.

Siden den 18. april har de vidst, at denne dag ville komme. Den sidste arbejdsdag på Danish Crowns slagteri i Ringsted. Først hed lukkedatoen midten af september, men i juni blev den fremrykket til onsdag den 14. august.

Og kl. 9:35 sluttede 128 års slagteridrift i Ringsted, da den sidste gris blev stukket af tidligere slagteriarbejder Niels Kristiansen. Niels gik faktisk på pension i 2017, men da han fik tilbuddet om at trække i forklædet en sidste gang, kunne han ikke sige nej. For da han tog stikkniven i hånden, sluttede han en cirkel. I 1976 var det nemlig ham, der stak den allerførste gris på det spritnye slagteri på Bragesvej i Ringsted.Og kl. 9:35 sluttede 128 års slagteridrift i Ringsted, da den sidste gris blev stukket af tidligere slagteriarbejder Niels Kristiansen. Niels gik faktisk på pension i 2017, men da han fik tilbuddet om at trække i forklædet en sidste gang, kunne han ikke sige nej. For da han tog stikkniven i hånden, sluttede han en cirkel. I 1976 var det nemlig ham, der stak den allerførste gris på det spritnye slagteri på Bragesvej i Ringsted. 

Lige inden den sidste gris blev stukket, blev det Frederik på 26 år, der fik lov til at hænge den op. Han startede på slagteriet for 1½ år siden, men nu skal han videre til Danish Crowns slagteri i Rønne på Bornholm: ”Jeg regnede jo egentlig med, at jeg skulle blive i Ringsted, indtil jeg skulle på pension. Men sådan blev det ikke, og nu bliver det spændende at komme videre til Bornholm," siger han.

Sjældent er der blevet uddelt så mange kram på slagtergangen i Ringsted. 

 


Den sidste gris’ sidste rejse blev fulgt tæt at medarbejderne. Og hver gang den passerede en station, blev følget større. 


I januar 1995 startede Anette på slagteriet. I dag er det slut. Men den 16. september starter hun som servicemedarbejder på Slagelse Sygehus. Selvom fremtiden er sikret, må hun alligevel tørre en tårer væk. Det er vemodigt at tage afsked med knap 30 år som slagteriarbejder. 

”Fuck, det er i dag vi lukker”. Det var Anettes første tanke, da hun vågnede i morges. Hun har været på slagteriet i 37 år – de sidste knap 10 år som talsmand. Siden lukningen blev meldt ud, har hun knoklet med at hjælpe så mange kolleger som muligt med at få den uddannelse og de kurser, de har brug for for at komme videre i nyt job. Selv ved hun endnu ikke, hvad der venter hende på den anden side af fabriksporten.  

Michael fik æren af at skære den sidste gris op. Han har været på slagteriet i Ringsted i 34 år, og nu håber han på, at der venter nye eventyr hos Novo. ”Det er en hård dag, men vi har haft god tid til at forberede os. Nu må vi videre," lyder det fra Michael.  

Den sidste gris blev markeret med en skilt. På skiltet var tre grise, og på de tre grise stod der: Danish Crown, Steff Houlberg og FSA. Altså navnene på de tre slagterier, der siden 1976 har ligget på matriklen i Ringsted.  

Efter 35 minutter var det slut. Den sidste gris køres på frys. Torsdag skal den skæres op, og senest fredag bliver den pakket og forlader slagteriet. I dag lukkede slagterkæden. I morgen lukker opskæringen, og på fredag lukker hele slagteriet. 


En betænksom medarbejder, eller måske Ringsted-bo, havde lagt et buket blomster og tændt lys med indkørslen til slagteriet.