– Du skal ikke spørge mig, hvordan jeg har det, siger han, mens hans flakkende blik undgår for lang øjenkontakt.
Det er en speciel, men svær dag for fællestillidsrepræsentanten Jan Bruno Christensen også kaldet ”Krumme”.
Det er sgu trist.
Om lidt skal han sammen med alle kollegaerne på slagteriet i Ringsted sige farvel. Farvel til den sidste gris. Farvel til sin arbejdsplads gennem 25 år og farvel til alle de kollegaer, han har været tillidsrepræsentant for.
– Det er sgu trist, siger han.
Klokken er lidt over 9.00, da han rejser sig fra stolen på tillidsmandskontoret. Han knapper den blå- og hvidstribede slagterkittel og tager den hvide hjelm med sit navn på hovedet.
Så trækker han vejret dybt, puster ud og tager en sidste tår af sin kaffe, inden han går mod døren. På vejen klapper tillidsrepræsentant René Christensen ham to gange på ryggen. Omsorgen er ordløs. Så er det nu.
”Farvel og tak”
Han har allerede gået turen én gang i dag. Klokken 5.20 mødte Jan Bruno Christensen ind på slagteriet, og kort efter gik han alene ned på slagtergangen.
– Jeg var rundt i alle krogene og tog en masse billeder. Når det slutter nu, vil jeg gerne have lidt billeder, og det vil kollegaerne også. Jeg sagde højt ”Farvel og tak”, fortæller han.
Bagefter gik han tilbage til tillidsmandskontoret, hvor René Christensen i mellemtiden var mødt ind.
– Så pustede jeg lige ud og fik en tår kaffe, siger Jan Bruno Christensen.
Nu står de begge på gangen og venter. Klokken nærmer sig 9.30, og den sidste gris er på vej mod stikstien. Reservetillidsrepræsentant Peter Wagner og flere andre talsfolk og repræsentanter fra Danish Crown støder til.
– Jeg er spændt. Det var godt, at jeg var dernede tidligere, siger Jan Bruno Christensen, inden han går ned ad gangen mod stikstien sammen med de andre.
Torsdag venter endnu en hård dag
Den sidste gris’ rejse gennem slagteriet varer lidt over en halv time. Undervejs hilser Jan Bruno Christensen på utallige kollegaer.
Til sidst gik jeg lige ind i tarmhuset og sagde farvel til alle dem fra DAT-Schaub. Hold da kæft, det var hårdt.
Nogle har spørgsmål, andre klapper ham på skulderen eller fyrer kække bemærkninger af. Men ind imellem står han også alene.
– Til sidst gik jeg lige ind i tarmhuset og sagde farvel til alle dem fra DAT-Schaub. Hold da kæft, det var hårdt, siger han.
Da den sidste gris er kørt på køl, er slagtergangen definitivt lukket og dagens store opgave overstået.
Over middag har Danish Crown sørget for pølser på parkeringspladsen til alle medarbejderne for at sige tak for arbejdsindsatsen. Det skal ”Krumme” med til, men hans indsats slutter ikke i dag.
Jeg håber selvfølgelig, at alle kollegaerne kommer godt videre.
Torsdag morgen møder han ind igen klokken 5.20, hvor han skal være med til at lukke opskæringen. Fredag er det så pakkeriets tur.
Derefter fortsætter Jan Bruno Christensen som bestyrer af jobbanken frem til februar 2025.
– Jeg håber selvfølgelig, at alle kollegaerne kommer godt videre. I uge 38 har vi et overblik over, hvor mange der melder sig ledige, og hvor mange der er videre i nyt job. Det er jeg spændt på at se, siger han.